Og så forelsker jeg mig altid i noget håbløst:)))))........måske det er bevidst, så jeg kan knalde mig selv i hovedet bagefter og sige: hvad sagde jeg!
Jeg har heldigvis efterhånden mere erfaring med i bagagen og det hjælper da lidt på det. Er ikke bange for kærlighed, eller for at give mig hen til et andet menneske, har bare ikke mødt nogen endnu jeg har haft lyst til at gøre det med. Desuden trives jeg ret godt i mit eget selskab, har ikke brug for en partner for at blive bekræftet 24/7, det klarer jeg fint selv. Men jeg tror på kærligheden og at vi er skabt til at være to, men ikke for enhver pris.
Men jeg ser bare så ofte i forhold, at enten giver man alt for hurtigt op, eller også bliver man alt for længe. Måske vi skal blive bedre til lige at tælle til 10 og mærke rigtigt efter, inden vi skrider eller bare bliver;)
Men jo, jeg vil gerne have en kæreste, men de gode dejlige mænd hænger altså ikke på træerne. Den sidste der fik mit hjerte til at tikke lidt, var sgu gift og så trækker jeg mig med det samme, det er helt NO GO!
Vil gerne have en der kan være min medspiller og ikke min modspiller. Der tales så oftest om at man skal have modstand og jeg tænker bare: hvorfor? Et forhold skal jo ikke være en lang diskussion og at den der er bedst til at argumentere vinder. Det skulle gerne være et fællesskab, hvor der er plads til hinanden og de forskelligheder man nu har. Jeg har sgu haft rigeligt modstand i mit liv, gider da ved gud ikke også at have det hos min kæreste. Ikke dermed sagt, at han skal være lig mig og nikke til alt jeg siger, slet ikke. Han skal være selvstændig, have selvværd og vide hvad han vil med sit liv. Samtidig skal han turde være manden i forholdet og behandle mig som kvinde, for jeg indrømmer, jeg er pisse gammeldags og magter ikke en mand der ikke hviler i sig selv og sit køn. En kæreste skal være en dejlig bonus, man kan glæde sig over og ikke være kilden til irritation og utryghed.
Hvad angår min humor, så skal man nok kende mig rigtig godt før man helt forstår den, for den er til tider sort, grum og meget direkte.
Det er min måde at overleve på. Lidt som politi, læger osv. kan joke med deres grumme oplevelser, for at få det lidt på afstand. Så kan jeg også joke af min barndom, mest af alt fordi det er så oplagt og det rør mig nu ikke så meget.
Hvis jeg f.eks er ude og spise med vennerne og jeg giver den gas med maden og de kommenterer det, siger jeg oftest: jeg kan ikke gøre for det, jeg har en spiseforstyrrelse!
Og så kan vi grine lidt af det og så er det pludselig ikk så farligt mere:)
Nogen gange skal jeg huske hvem jeg er i blandt og tage de hensyn, det er jo ikke alle der synes det er lige sjovt, eller som er samme sted som mig og kan grine lidt af det hele.
Men en del af min livsfilosofi er: hvis ikke du kan finde noget at grine af, så grin af det! Smil og latter kan løsne rigtig meget.
Så min kæreste skal helt bestemt kunne få mig til at grine, han skal være lige så barnlig og legesyg som mig. Han skal have masser af humor og ikke være sart på det plan:) Jeg håber altid jeg vil bevare min latter og barnlige livsglæde:)
Og så skal vi ikke glemme at heppe på drengene ved EM, ja, det skal altså ses. Er sgu også kommet til at se de andre landes kampe, hvad sker der??
Go Danmark....åh åh åh åh.....
