Bare vær dig selv...

”Du skal ikke tro du er noget” ”du er så opmærksomheds krævende” ”du tror du er så god”

Hvor har jeg bare hørt de sætninger en million gange! En overgang troede jeg på det. Nej, jeg var nok ikke god nok og nej, jeg blev nok aldrig til noget. Så jeg indrettede mig og lod mig nøjes.

Startede en uddannelse på lavt niveau, for jeg blev alligevel aldrig til sygeplejerske eller andet jeg drømte om. Kærestede med mænd, jeg reelt ikke elskede, men jeg fandt nok ikke bedre. Lod mig nøjes med rigtige mange ting og øv, hvor er det bare irriterende. Det er spild af godt liv at lade sig nøjes, fordi der er så mange uskrevne regler, bokse, kasser man skal passe ind i, fordi andre synes det.

Janteloven er et meget godt eksempel på, hvordan man kan holde et menneske nede: ”Du skal ikke tro du er noget”. En uskreven lov, men som har eksisteret i manges hoveder i mange år.

Så vidt jeg ved, følger denne lov ikke straffeloven, så der er ingen fare ved at bryde den;)

Det er faktisk slet ikke ulovligt at tro man er en hel masse, så tro for fanden da!

Da jeg startede på pædagoguddannelsen i 98, var der absolut ingen opbakning nogen steder fra og ingen troede på at jeg nogensinde ville gennemføre. Men jeg tog sgu røven på dem, altså min familie;) Hvis jeg skal være helt ærlig, så aner min mor nok ikke hvad jeg er uddannet eller hvordan det overhovedet gik dengang. Jeg klarede de 3½ år, endda som enlig mor til min datter og jeg sluttede med et rigtigt fint gennemsnit. Jeg var pisse stædig og trodsede alle odds, for gu kunne jeg!

Når man aldrig har fået opbakning eller støtte med hjemmefra, er det rigtigt svært at tro på sig selv. Tro på man kan lykkes og at man faktisk har uanede muligheder at vælge imellem. Man skal være sin egen nærmeste støtte, sin egen rygklapper og den eneste der bliver stolt når man har gennemført det. Det kan være enormt ensomt og gøre det endnu sværere at gennemføre noget.

At tro på sig selv, vide at man sgu er god nok, at man kan hvad man vil, uanset hvad, er ikke bare ligetil når man har omsorgssvigt med i bagagen. Derfor ender mange også i lavstatus job, har lave ambitioner og tager ukritisk hvad de nu kan få af jobs, uddannelse osv.

Jeg drømte meget om alt det jeg gerne ville som ung, havde store planer, tanker og kæmpe armbevægelser om min fremtid. Men en ting er drømme, en anden ting er virkelighed. Jeg havde ikke nok selvværd, stolede og troede ikke nok på mig selv, turde ikke gå imod strømmen. Ville bare passe ind, for jeg skulle jo ikke tro jeg var noget;)

Det er heldigvis fortid:)

Der vil altid være mennesker der har ondt i deres bag, over den du er, eller det du gør. Der vil altid være steder og personer, hvor du bare ikke passer ind, uanset hvad du gør. Folk der aldrig bliver tilfredse eller bare accepterer dig som den du er, med alle dine fejl, mangler og drømme.

Hvad vil du med de mennesker i dit liv, familie eller ej?? Hvem er det, der i sidste ende skal være i dine sko, resten af livet? Hvem bliver lykkelig af, at du ikke er lykkelig?

Jeg fik en mail, vedr. min blog, hvad det nu skulle gøre godt for?? Om jeg absolut hele tiden skulle gøre opmærksom på mig selv og bla bla bla.

Ja, jeg skal gøre opmærksom på mig selv, gu skal jeg det! Mit mål er at hjælpe andre i min situation og det opnår man sgu ikke ved at være anonym, eller at holde mund! Så jo mere opmærksomhed min blog får, jo mere opmærksomhed får incest og de følgevirkningerne der følger med. Kan jeg få bare én til at vågne op og se livets muligheder, trods en barsk barndom, så er det det hele værd.

Hvis nogen har ondt i røven over denne blog, siger det vist mere om dem, end det gør om mig! Jeg tør stå ved mig selv og den jeg er, uanset konsekvenserne, for jeg ved godt at det koster klaps at stikke næsen frem....."man skal jo ikke tro man er noget;)"

Alle behøver ikke at elske mig, eller synes jeg er dejlig, jeg kan godt leve med at nogen synes det stik modsatte. Det er en del af livet og det at være menneske. Man hverken kan eller skal tilfredsstille alle.

Jeg ved i dag hvad jeg er værd og jeg ved hvad jeg kan. Jeg har drømme og mål, som jeg slet ikke er i tvivl om jeg nok skal opnå. Jeg er værd at elske præcis for den jeg er, jeg behøver ikke at nøjes med noget som helst. Der er kun en ting der betyder noget og det er, at jeg har et dejligt og lykkeligt liv, i kraft af mig selv, ikke i kraft af alle andre. ”Man er sin egen lykkes smed”, skide banalt, men så sandt!

Hvis man hele sit liv gør sig afhængig af hvad andre mener, forsøger at behage alle og opnå anerkendelse hos alle, ja, så har man et uopnåeligt mål i sigte! Det vil betyde at man render rundt og er bundulykkelig og ikke kan finde ro i sit liv.

Giv for pokker slip, klip navlesnoren, vær herre over dit eget liv og vær din egen lykkes smed!

Hvis du gerne vil opnå respekt og anerkendelse, så start med at stå ved den du er og det du vil, uanset hvad andre måtte mene. Alting starter med dig selv. Hvis du vil se en ændring i dit liv, så start med dig selv. At dine forældre var nogen idioter, er ikke ens betydende med at du behøver at være det, du har et valg!

 

Store piger, kan også græde:)

Umiddelbart lyder det jo som om jeg er supervoman som bare har tjek på det hele og har fundet det gyldne korn i stablen af lort.

Sådan forholder det sig selvfølgelig slet ikke. Jeg har også dage, hvor alting er sort, hvor tingene er svære og jeg for en kort stund kan miste håbet og få lyst til at give op.

Jeg synes det er pisse hårdt at være single mor, til en syg dreng. Jeg synes det er ekstrem hårdt at studere og de lektier der følger med. Jeg synes det er mega hårdt at være social, når jeg nogen gange kun stoler på mig selv. Jeg synes det er svært at elske, når jeg er vokset op uden skyggen af kærlighed, end den min far gav mig, som var helt forkert:S

Jeg græder også, jeg putter mig også under min dyne og har lyst til at vende ryggen til hele verden.

Inden jeg begyndte på denne blog, havde jeg nogle rigtige dumme uger. Jeg var fyldt op, fyldt op af altid at være alene omkring min søn, fyldt op af længsel efter min datter og børnebørn, som jeg desværre ikke ser så tit. Træt af ikke at have det overskud jeg kunne ønske mig, til mine veninder. Træt af, ikke at have den mand jeg elsker ved min side. Bare røvtræt af det hele!!

Jeg lukkede mig inde, levede i min egen verden, koncentrerede mig om alt det praktiske: skolen, hjemmet og min træning. Levede ikke rigtige, men overlevede med næb og kløer.

Tror det varede ca. 3 uger, noget længere tid, end jeg har prøvet længe. Var egentlig ikke dyb depressiv, bare frustreret over manglende tid til MIG og de ting jeg vil med mit liv.

Min søns sygdom kræver meget struktur og forudsigelighed, så jeg skal virkelig ligge bånd på mig selv og min impulsive og ustruktureret side. Skide hamrende hårdt ja og især når der kun er MIG!

Men for helved Bettina, hvorfor rende og pive over noget du ikke kan ændre på!! Junior er som han er, det ændrer sig aldrig og han er så fantastisk skøn, sjov og dejlig på 100 andre måder, at han er en kæmpe berigelse for mit liv. Mit studie er hårdt, men jo også skide spændende og jeg har jo for pokker selv valgt det! Har de skønneste veninder, der faktisk slet ikke kræver spor af mig, de ved godt tingene er svære! Manden jeg elsker har jeg givet slip på, man kan ikke tvinge nogen til noget og hvis han nogensinde får mod til at elske mig og vise det, så er jeg der måske stadig og hvis ikke, så var det nok ikke meningen, livet venter ikke på nogen:)......Min datter lever sit eget voksenliv med 2 børn og mand. Det må jeg acceptere og give slip, bare være der og tage det jeg kan få :)) Ved hun elsker mig og det samme gøre ungerne, men de har deres liv, lige som jeg har mit:)

Op med hagen og fokuser på alt det dejlige der er i mit liv, for hold da op der er så meget:)

Jeg elsker virkelig livet, synes livet er skønt og jeg er så taknemmelig over bare at være MIG.

At ramme bunden er en del af LIVET, at komme op igen er at LEVE det :))

Jeg er en stærk kvinde, ingen tvivl om det, jeg kan tåle meget og tåler meget. Jeg ved hvad jeg vil og bestemt også hvad jeg IKKE vil. Jeg har nogle helt klare mål i livet og dem går jeg målrettet efter.

Men inden i mig, bor der også en lille usikker pige, der er så forsømt og ødelagt. En gang imellem stikker hun hovedet frem og har brug for omsorg. Det skrev jeg engang et digt om, jeg gerne vil dele med jer:

Inde i mig, bor der en lille pige.
Hendes hår er helt lyst og fyldt med fine slangekrøller.
Hendes to fortænder er brune, så hun smiler altid med en hånd op foran munden,
for det siger hendes mor at hun skal, det ser jo grimt ud.
Hun er forsømt, ensom og bange.
Hun græder tit, men ingen hører hende.

Ingen forstår hende rigtigt
hvad er det med hende
hvorfor er hun så vred, hvorfor græder hun så meget
Pædagogerne i børnehaven væmmes ved hende
hun er ond ved de mindre børn
og hun leger lege, man ikke må.

Hjemme er hun i vejen
hun er ikke som hendes søskende
hun er anderledes
hun prøver at være som dem
smile, høre efter, gøre hvad de voksne siger
men hun kan ikke
for det de voksne gør og siger, er jo forkert

Hendes stedfar slår den lille pige, når hun græder
han slår hende når hun tisser i sengen
han slår hende når hun spilder sin mad
han slår hendes også bare fordi han har lyst

Hendes far slår hende ikke
han er meget kærlig
især når han er fuld
Så vil han have hun skal komme op i sengen til ham
hun kan ikke lide det, hun ved det forkert
men hendes far er så kærlig og han siger han elsker hende

Hendes storebror døde
han tog sit eget liv
den lille pige troede det var hendes skyld
det sagde hendes mor
men den lille pige vidste jo ikke, at det ikke var
i orden at hendes storebror altid fandt penge på
toiletterne ved runddelen.
Hun synes bare han var så heldig.

Jeg har også forsømt den lille pige
ignoreret hende, holdt hende nede
prøvet at få hende til at gå væk.

Men hun er en dejlig stædig møgunge
der stikker sit fregnede skønne ansigt frem
og provokere mig til at tænke på hende.
Nusse om hende
og give hende al den kærlighed hun fortjener.
Give hende al den opmærksomhed hun aldrig fik
fordi ingen nogensinde så
hvor helt fantastisk hun var.

Jeg ved nu, hvor vigtig hun er
og selvom hun bringer tårer mine øjne
og smerte i mit hjerte
så lover jeg aldrig at ignorere hende mere

Vi må aldrig glemme eller ignorere den sorg og smerte der os er inden i os, men den skal ikke have lov at fylde. Men vi er nødt til at anerkende og acceptere den, som en usynlig del af os. Uden den lille pige i min bagage, var jeg jo heller ikke den jeg er i dag og jeg er slet ikke værst :)

Du skal tro på dig selv.......

Selvværd og selvtillid er to begreber, der oftest bliver rodet sammen og forvekslet med hinanden, eller man tror har samme betydning. Men det er langt fra rigtigt, det er to vidt forskellige ting.

Selvtillid er kort fortalt det på overfladen, det vi er gode til, det vi kan præstere, hvordan vi synes om vores ydre, hvad vi har bedrevet. Man kan beskrive det som en slags ydre baggrund af tillærte kvaliteter og evner. Det er det yderste af os, overfladisk, men ikke i en negativ forstand.

Selvværd er den måde vi ser på os selv som person. Den måde man opfatter, kender og forholder sig, til sig selv. Det er den indre kerne i en selv, at hvile i sig selv, være tilpas med den man er. At man har følelsen af at være god nok, præcis som den person man er. At man stoler på sig selv, således at man kan udtrykke tanker og følelser. Tør stå ved den man er, fordi man ved det er godt nok.

Selvværd og selvtillid er som sagt 2 vidt forskellige ting, som ikke kan sammenlignes eller vurderes ens. Det ene kan ikke træde i stedet for det andet, begge dele er lige vigtige. Hvis man har en god følelse af selvværd, er selvtilliden som regel også god. Hvorimod det modsatte ikke gælder. Man kan godt have kæmpe selvtillid, men det betyder ikke automatisk, at selvværdet også er i top.

Det vigtigste må være, at arbejde på selvværdet, for så følger selvtilliden oftest med. Mange starter omvendt, arbejder på selvtilliden (det nemme), for så får mit indre det nok bedre. Man begynder f.eks at tabe sig, træne, gå i lækkert tøj og føler man får det godt, for det er blevet dejligt at kigge på sig selv i spejlet. Men der mangler ligesom noget, som man ikke er helt tilfreds alligevel, eller helt så lykkelig som man troede man ville blive. Selvværdet er nemlig ikke bare automatisk vokset og man har stadig den indre usikkerhed, man hele tiden har haft.

Hvorfor er selvværdet så vigtigt? Det er super vigtigt, fordi alle konflikter her i livet, os mennesker imellem, der betyder noget for hinanden, kun kan løses og bearbejdes, hvis vi giver personligt udtryk for os selv. Hvis ikke vi udtrykker os personligt, som dem vi er, med de tanker og følelser vi indeholder. Bliver både os selv og andre i tvivl om, hvem vi er, hvad vi vil og hvad vi står for. At kunne give personligt udtryk for sig selv, kræver at man gennem livet har lært at mærke og værdsætte hvem man er som menneske.

Har man været udsat for svigt i barndommen, har man oftest stor mangel på selvværd og selvtillid. Begge dele er nedbrudt og kan gøre ens voksenliv rigtig besværligt. Der skal en stor portion arbejde til at få genopbygget begge dele, men det kan godt lade sig gøre.

Har man kan på gang, fået af vide man ikke var god nok, ikke gjorde tingene rigtigt, ikke blevet elsket betingelses løst for den man er. Ikke fået tillid og tro på, at det man gjorde var det rigtige, aldrig blevet lyttet til eller respekteret, så er ens selvværd meget lavt.

Alting besværliggøres med et lavt selvværd. Ens arbejdsliv, ens forhold til venner, kærlighed og ikke mindst troen på sig selv og at alting nok skal gå. Derfor er det så super vigtigt at have et godt selvværd, at arbejde på troen om at ”jeg er sgu god nok” uanset hvad! Kan godt være mine forældre ikke elskede mig betingelsesløst, eller behandlede mig som forældre burde. Men det har intet med mig at gøre som person, det var deres evner den var gal med, ikke mine!

Det er super hårdt ikke ”bare” at være elsket som barn. Det mærker man virkelig når man selv bliver forældre og elsker sine egne børn helt som det ganske naturligt skal være. ”Hvorfor kunne mine forældre ikke elske mig, hvad var der galt med mig?”

Der var intet galt med dig, overhovedet!! Ansvaret ligger ikke hos dig, der var intet du kunne have gjort anderledes for at ændre tingene. Du er lige præcis god nok, præcis som du er!!

At ændre det negative tankemønster om dig selv, er pisse hamrende hårdt og tager tid. Men det kan lade sig gøre, det ved jeg! Mit selvværd er ikke 100 % i top, men det er godt på vej og jeg skal nok komme derop ad. Ingen skal fortælle mig, at jeg ikke er god nok, for det er jeg. Kan godt være jeg ikke er god nok til f.eks lige præcis den kæreste eller lige præcis den ven. Men det har intet med mit værd at gøre, det er bare en kemi der ikke passer og det er ok.

Jeg tænker oftest på det med selvværd i forbindelse med kærlighed, eller måske mere specifikt kærestesorg. Hvorfor har vi så travlt med at dunke enten os selv, eller ham/hende?? Medmindre der er tale om en reelt dum skid, der har været utro eller lign. Er et forlist forhold, så ikke bare udtryk for, at vi ikke var hinandens rigtige?? Det betyder jo ikke nødvendigvis, at man ikke var god nok, eller at der var noget personligt galt med dig eller modparten. Det skulle bare ikke være jer, punktum. Det betyder ikke at der er noget galt med dig som person, du er stadig den samme, men passede bare ikke ind i hans/hendes verden. Selvfølgelig bliver man altid knust, såret og har sorg, det er jo helt reelt, når man har elsket og troet på en fremtid med et andet menneske. Og sorg tager tid og skal have tid. Men i den sorg, skal man nok også bare acceptere, at det ikke var dig/mig der var noget galt med, men OS der ikke passede sammen.

Et godt selvværd er vigtigt for et sundt og godt liv, men hvordan får man det så??

Man kan selv arbejde med de negative tanker og omstrukturere dem til konstruktive og positive tanker. Læs f.eks mine blog indlæg om ”ordets magt”. Derudover kan man gå i terapi, hvor kernen er, at finde de systematiske forstyrrelser i tankeprocesserne og arbejde på at ændre dem. Arbejde med ens barndom og de ting der har lagt grunden for et lavt selvværd. Det tager tid og er hårdt, men gevinsten er stor.

Elsk dig selv for den du er, for du er værd at elske, lige præcis som den du er :))

Hvis du ikke elsker dig selv, hvorfor skulle andre så elske dig? Eller hvis ikke du selv kan se alt det dejlige i dig selv, hvordan skulle andre så kunne se det? Tænk positivt om dig selv, for så er det det du udstråler og det folk tænker om dig......Positivt:)

Stop det nu........

Jeg duer ikke til klynkeri, jeg får myrekryb og bliver hamrende irriteret!

Med klynkeri mener jeg, dem der piver KONSTANT over deres liv og situation. Jeg er ikke nogen hård harpe, jeg kan også være ked og klynke, det er skam helt tilladt. Men den der type, der holder sig selv fast i en dårlig livssituation ved at blive ved med at klynke.

Det er igen det der med ”ordets magt”, det bliver sgu præcis sådan som du siger! ”jeg er så ensom, ingen forstår mig” ”jeg kommer aldrig ud af min depression” ”min ryg er dårlig og bliver aldrig god” ”jeg har altid hovedpine, uanset hvad”.......oftest bliver disse udtalelser udpenslet og råbt ud på facebook, så alle kan klynke med ;)

Ved godt jeg er hård og tarvelig nu, men vil så gerne have folk til at forstå, at man forværrer sin situation ved at blive ved med at fokusere på det negative. Jeg skrev også engang deprimerende status opdateringer, når livet var svært. Så fik man en masse skulderklap og trøst, det var jo skønt. Men omvendt, så hang man jo også fast, i alt det triste og depressive.

I dag, har jeg en aftale med mig selv om, at jeg aldrig skriver negativt om min situation, uden at det er efterfulgt af et positivt statement. Og helst slet ikke skrive negativt, men i stedet råbe det positive ud, også selvom det er noget så banalt, som at solen skinner :)

Kan sgu godt være en livsbetingelser er svære, det ved jeg alt om. Men de bliver bestemt ikke nemmere, hvis man bliver ved med at kun fokusere på det negative. Uanset hvad, vil der altid være positivt at hive frem, om så det bare er en god film man har set, eller fordi man har været så skide heldigt at få mad;)

Hvis jeg skulle blive ved med at kigge tilbage, på alt det lort jeg har gået og nogen gange går igennem, så ville jeg være dybt depressiv nu og det vil jeg simpelthen ikke være!! Jeg har været der og det var ikke rart, det var ikke noget liv at leve, det handlede kun om overlevelse.

En god måde at fokusere på det positive, kan være at skrive min. 3 ting ned om dagen. Hvad som helst, bare det er positivt. Jeg har en lille notesbog liggende ved min seng, den skriver jeg nogen gange i, når jeg kan mærke det negative begynder at trække og fylde for meget. Og ellers prøver jeg at skrive. Skrive ned hvordan jeg har det, delagtige gøre andre i det, være åben og ærlig. Få det ud, så ikke det sidder og bider indeni og bider sig fast.

Men stop klynkeriet, det gavner slet ikke dig selv og lad for gud skyld være med konstant at skrive eller sige det. Så råb i stedet noget positivt ud, selvom det virker håbløst: ”Solen skinner, fedt!”, ”Min søn sagde det sjoveste til mig i dag”, ”min lasagne blev helt perfekt” ”wee, min yndlingsfilm, kommer i aften på tv2”.......der er masser af positivt! Du skal bare ændre dit fokus, væk fra alt det negative, som fylder så uendeligt meget mere!

Ingen har fortalt os at livet skulle være nemt, hver dag kan være en kamp for overlevelse og alt kan føles håbløst og sort. Men tør vi vende det negative ryggen, give slip på vores håbløse barndom, tro på at alt godt kommer til os, så kan livet være skønt og det hele værd:)

Jeg skal bare kigge på mine børn og børnebørn, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det er det hele værd. De skal ikke have en trist depressiv mor/mormor, det er trods alt ikke deres skyld, at mit liv var som det var :)

FFS :)

Flid, Fedt og snyd.......nogen der kan huske det program??

Vi skal tilbage til starten af 80erne. Jeg elskede det program, det var så politisk ukorrekt og skønt. Det handlede om, hvordan man bedst opnåede gode resultater, ved hjælp af flid, fedt og snyd:)

Sådan er samfundet også skruet lidt sammen i dag, især når det kommer til det der med at tabe sig og holde sig sund. Bøger sælger som aldrig før: slank på 10 uger, yngre på 10 uger, slank og yngre på 6 uger, flad mave på 8 uger os.v. Og vi æder det råt, for 10 uger ud af et helt liv, det kan alle jo overskue, ikk?

Men for pokker da, virkeligheden er jo en helt anden! Hvis man har taget 40 kg. på, i løbet af mange år, er det så ikke bundnaivt, at tro man kan tabe det hele på 10 uger?

Eller at ens store bløde mave, pludselig bliver helt stram og flad på 10 uger??

Det virker måske nok for nogen og jeg skal nok få af høre for mine udtalelser, fra dem det har virket på;)...........og måske virker det, men holder det??

Jeg har været den største snyder af dem alle * rødmer*

Jeg har gjort alt for at finde den nemme løsning og har haft en del af ovenstående bøger. Spist piller, også de ulovlige fra USA. Prøvet alt, hvad der kunne prøves og som lovede et vægttab inden for overskuelig tid. Jo, jeg tabte mig, hver evig eneste gang og de virkede skam efter hensigten. Nogen af de såkaldte ”kure” er jo en masse hokus pokus om hvad du må og skal spise og i hvilke mængder på hvilke tidspunkter. Bestemt ikke nemt, billigt eller for almindelige mennesker.

Men vi vil jo snydes, vi vil jo have den nemme løsning, så derfor er det nemt at tjene penge på overvægtige!

De værste jeg gjorde for mig selv og min krop, det var de ulovlige piller! De var effektive, men fik virkelig lavet ravage i min krop! For det første blev jeg fuldstændig åndssvag, følelsesmæssigt ude og skide, så min daværende kæreste truede med at gå. Det gjorde han så alligevel af andre grunde :)))........desuden var min krop helt ude af trit. Jeg rystede, havde voldsom hjertebanken, svedture og ja, hysteri. Måtte til sidst til lægen, da jeg en nat troede at min sidste dage var kommet.

Jeg ville ikke indrømme at jeg havde taget skidtet, men det fandt han jo hurtigt ud af alligevel.

Jeg fik ødelagt mit stofskifte, heldigvis den gode vej, hvis man kan kalde det det. Det betyder jo natlige svedture, hjertebanken og en krop der hurtigere bliver slidt.

Det kunne lige så godt være gået den anden vej, med stofskifte der gik helt i stå. Det er russisk roulette med sit helbred og ikke det værd.

Der er desværre kun en vej og det er den eneste rigtige: Først, få styr på, hvorfor du er blevet overvægtig og arbejd med din psyke. Derefter juster det mad du i forvejen godt kan lide, gøres nemt og gratis på www.madital.dk, så du får mindre kalorier end du forbrænder. Derefter få lettet din mås fra sofaen og få bevæget dig så meget som muligt.

Det er den sikre og eneste vej, til et varigt vægttab:)

Følgevirkningerne efter......

Jeg har skrevet en del om de følgevirkninger der kan være, i forbindelse med incest. Dog har jeg haft mest fokus på overspisning (BED), som har været et af mine største problemer.

Men følgevirkninger er mange flere og forskellige. Landsorganisationen mod seksuelle overgreb, kommer meget godt rundt omkring dem: http://www.lmso.dk/foelgevirkningr.htm

Som man kan se, kan skaderne være katastrofale store og ødelæggende. Det kan være næsten umuligt at få et ordentlig voksenliv og rigtigt svært at finde vej ud af mørket. Derfor er det så vigtigt med åbenhed, at det ikke skal være et tabu at rende rundt med det i bagagen. At man uden at blive dømt, eller kigget skævt til, kan være åben om ens traumer, således at de kan komme ud og blive bearbejdet.

Jeg lærte hurtigt, at det ikke alle der kan tåle at høre om det og det er fair nok, det kan man ikke forvente. Men der er masser der kan og vil, lægge øre til. Det er super vigtigt at man som ven, kæreste, familie eller andet, ikke tror at man kan redde den krænkede, eller skal lege terapeut. Det er alt for stor en mundfuld og kræver professionelle, med erfaring inden for området. Men man kan i den grad, man magter det, vise at det er ok, at snakke om og at man godt kan tåle at der bliver talt om det.
Samtidig skal man som pårørende også passe på sig selv og sige fra, hvis man ikke magter at høre mere. Det er en fin balance, som kræver stor øvelse. Stil aldrig "hvorfor" spørgsmål, det skubber bare yderligere til skammen og skylden. Lad vær med at omklamre den krænkede med medlidenhed, det har han/hun ikke brug for. Men forståelse, accept, et lyttende øre og en skulder at græde ved, er alt der skal til.

Vi er ikke syge mennesker, vi smitter ikke. Vi har ikke brug for fordømmelse, vi er mennesker lige som dig. 

Vi har ikke selv valgt vores barndom og de traumer det måtte føre med sig. Vi er ikke tabere, men vindere, for vi har overlevet ting, som ligger langt ud over andres fatteevne. 

Vi er ikke svage, men super stærke, for trods meget modgang, er vi her stadig! 

Du kan ikke redde os, det skal vi selv, men du kan stå ved vores side, være vores ven og støtte os.

Hvorfor denne blog??

Hvad er målet med min åbenhed og min blog er jeg blevet spurgt??

At bryde tavsheden, anonymiteten og tabuet omkring det at have været udsat for incest. Der bliver tit talt om de overgreb børn er udsat for i medierne. Den ene forfærdelige historie afløser den anden.....desværre.
Men en ting er selv overgrebene, men hvad er konsekvenser på langt sigt?? En ting er at få ødelagt sin barndom, men mange tager det med ind i deres voksenliv og får dermed også et elendigt voksenliv, det er bare ikke i orden! Straffen for at være blevet krænket som barn, er enorm.

Følgevirkningerne er kæmpe og det kan være svært at se lyset for enden af tunnelen. Jeg vil gerne være det lys og håb ♥

Jeg vil gerne vise, at der er et liv efter alt det dårlige og at man kan bryde de mønstre man har taget med sig. Jeg fandt trøst i overspisning, andre har fundet trøst i stoffer, alkohol og andre misbrug. Men det kan brydes! Jeg brød det og det kan andre også......men ikke ved at vi ikke taler om det og gemme det væk! Derfor denne mission, om at sprede budskabet: Incest skal ikke ties ihjel! Ved åbenhed kan vi sammen bryde de følgevirkninger det måtte have! Alle har ret til et godt liv ♥

Hvorfor hedder min blog så: sundhed for dig??

Det er et helt bevidst valg. Sundhed for mig, handler ikke kun om, at spise sundt og motionere, det handler lige så meget om at have det psykisk godt. Der er så meget fokus på kost og motion, men langt mindre på psyken. Stærkt overvægtige har altid en historie bag sig, ikke nødvendigvis incest, men andre former for svigt.
Sundhed er noget vi alle interesserer os for, det kan slet ikke undgåes, for vi får det i hovedet alle vegne........så vil man have fokus og opmærksomhed, så er ordet SUNDHED fantastisk :)

Desuden så vil min blog omhandle sundhed, men ikke særlig meget om kost og motion, for det findes 1 million andre steder. Men hvordan man psykisk når dertil, at man vil give sig selv et godt liv:)

Det er en gave at leve et sundt liv, ikke en straf :) 

"synes godt om" min FB side: https://www.facebook.com/BettinasMission

Binge eating disorder......

Overspisning, også kaldet ”binge eating disorder (BED)” er lidt en overset spiseforstyrrelse.

Det var det, man før hen kaldte trøstespisning og at det kunne personen jo bare lade være med.

I dag ved man heldigvis godt, at det er meget mere kompleks end som så. Det handler ikke om at man er en ekstrem slikmund, eller meget glad for mad. Det handler slet og ret om, at man har en masse undertrykte følelser, som man dulmer ved hjælp af overspisning.

Jeg lærte allerede som barn, at en fyldt mave, var lig med noget der var trygt og rart. Jo mere fyldt, jo bedre havde jeg det. Det var det tætteste på kærlighed jeg kunne komme og give mig selv. Når livet var svært og gjorde ondt, så hjalp det for en kort stund, at proppe sin mave og føle den over mæthed, som var så skøn og tryg.

Som voksen tog det helt overhånd. Oftest kørte jeg på Mc Donald og bestilte menuer til en hel familie, selvom der kun var mig. Derefter is, slik og chips. Følelsen var skøn og genkendelig, jeg gav mig selv kærlighed og fortrængte alle de dårlige følelser.

Desværre forværrede det jo så ofte min følelsesmæssige elendighed, fordi jeg jo fik mega dårlig samvittighed, da mad rusen havde lagt sig. Hvad gør man så?? Ja, så æder man da bare igen;)

Sundhedsstyrelsen siger om overspisning:

”BED forekommer hos ca. 2% af den voksne befolkning, hvor mænd udgør 1/3 af patienterne. Blandt overvægtige forekommer BED hos ca. 8%. Blandt de personer, der opsøger behandling for overvægt er forekomsten af BED meget højere, måske op til 15%17.
BED defineres som gentagne episoder med tvangs-mæssige overspisninger (binges) uden opkastninger eller andre former for umiddelbar og uhensigtsmæssig kompensatorisk adfærd. BED er relateret til højt BMI, selvom ikke alle med BED er overvægtige.
BED er klart forbundet med psyko-patologiske tilstande, især lavt selvværd, depression og angst. Patienterne forsøger oftest at bekæmpe overvægten i mange år, før de søger behandling. Spisemønsteret er kaotisk, og de ønsker normalvægt, men har ikke urealistiske ønsker om at blive tynde som fx anorektikere.” Kilde: sundhedsstyrelsen.

Det er faktisk en rigtig god, kort beskrivelse af sygdommen.

Folk med BED, kan ikke bare tage sig sammen og spise sundt. Det er så dybtliggende følelsesmæssigt, at man ikke kommer uden om terapi først. Det hjælper ikke at starte på en kur, man vil aldrig kunne holde den, uden terapi i baghånden. Det er narkomani af mad og kan ikke sammenlignes med overvægtige, der er livsnydere og spiser hvad der passer dem, fordi det har de valgt. En person med BED, har ikke selv valgt det og kan heller ikke selv vælge det fra!

Jeg er ikke helbredt og bliver det måske heller aldrig. Men jeg har efterhånden lært at styre min overspisning og finde andre løsninger på de følelser der gør ondt. Men jeg kan sagtens stadig falde i og spise en hel ugeløn op, på et splitsekund. Men det styrer ikke længere og jeg er fuldt ud opmærksom på, hvad det er der sker. Og nogen gange er det sgu bare ok, at falde i, det går verden ikke under af.

Et af mine mål med bloggen, er at få mere fokus på BED, så dem der lider under det, kan få den rette hjælp. Plus at det er yderst vigtigt at omverden forstår, at man ikke BARE kan tage sig sammen!

Ordets magt....

”jeg kan ikke”, ”det kan ikke lade sig gøre”, ”det kommer aldrig til at ske”, ”jeg er så dårlig til det”, ”min røv er stor”, ”jeg finder aldrig manden/kvinden i mit liv”, ”bare jeg får 4 til eksamen er jeg glad”.........osv.

Vi kender alle de der sætninger, vi fylder vores hoveder med, om alt det vi IKKE kan. Igen og igen, dunker vi os selv, med alt det negative. Ganske rigtige bliver det også en del af vores virkelighed........for nej, hvis man overbeviser sig selv om, gang på gang, at det kan man IKKE, ja, så kan man sgu ikke!!

De fleste mennesker kæmper dagligt med en indre dialog med dem selv og jeg tænker, at når nu de alligevel er i gang, hvad så med at bede den der negative stemme om at lukke røven;)

Min hjerne kan sagtens køre rundt med overstående negative fraser, men så overtager min skrappe mund heldigvis og jeg siger højt og tydeligt en mod pendant, til den min hjerne tænker.

F.eks. tænker jeg: ”jeg magter ikke at træne i dag”.........så siger min mund straks: ”Luk nu bare og få lettet måsen!” Eller jeg tænker: ”Jeg kan ikke finde ud af, at lave den opgave”........så siger den skrappe mund: ”Du kan sagtens lave den opgave, så let som ingenting”!

Det er mental træning, igen og igen, om og om, hele tiden. Det tager årevis, at lave om på alle de negativer ”stemmer” i ens hoved, men det kan lykkes. Man føler sig som en tosse, når man går der og snakker med sig selv, men det virker! Nogen gange spørger min søn: ”hvem snakker du med” og når jeg svarer mig selv, kigger han helt åndssvagt på mig.

Jeg er i gang med at mental træne ham, til at se muligheder i stedet for begrænsninger. Se udfordringer, i stedet for forhindringer. Få det bedste ud af de ting, der kan virke rigtig dårlige.

Hans tarmsygdom fylder meget hos ham, det er en kronisk sygdom, som han formentlig skal leve med resten af sit liv. Han har p.g.a. hans udviklingssforstyrrelse rigtig svært ved at se positivt, især når det først føles skidt. Han er over sensitiv, så alting føles ekstrem værre, end det måske er for os andre. Mit mål er, at han ikke ser sin sygdom som en begrænsning, at han stadig kan alt det han rigtig gerne vil. Måske ikke så nemt som andre, men han kan, hvis han vil.

Han klager tit over mavesmerter og de er skam helt reelle. Men jeg tror på, at når man konstant udtrykker hvor ondt og elendigt man har det, så forstærker man det. Ikke at det ikke er ok, at have ondt, og udtrykke det, men alt med måde. Så når han klager og siger han har ondt og han ikke kan dit og dat. Siger jeg altid: ” jeg kan godt se og høre du har ondt, så det er bare så ekstra sejt at du har været i skole” eller ” kan godt være du ikke lige kan spille fodbold i dag, men hvad kan du så?”. Eller ” ja, det er noget møg, men hvor er det da bare dejligt, at du ikke også har ondt i dit hoved ” :))

Altså, prøve at finde en pendant eller noget andet positivt og fjerne fokus fra det negative, som der absolut intet er noget at gøre ved!!

Min filosofi er, at alt det du føler er negativ i dit liv, kig på det og gør så op med dig selv: Er det noget jeg reelt kan ændre?....Så gør det!!.......Hvis absolut ikke, så tag det ind og gør det til en acceptabel del af dig!

Jeg er bestemt ikke frelst og jeg har også dage, hvor jeg synes livet stinker og jeg bare putter under dynen og lader mørket og sorgen omslutte mig. Det er helt okay, det kan ikke være anderledes og jeg giver mig selv lov. Men jeg giver ikke mig selv lov til at hænge fast, satme nej, det er livet alt for dyrebart til!

Så styr dine tanker og din mund, tal altid pænt om dig selv, husk at rose og klap dig selv på skulderen. Du er god nok, lige præcis som du er og du kan lige præcis hvad du vil og drømmer om, det er kun dig selv, der er den største forhindring!

Tabu.....

”I dagligsproget har Tabu nærmest fået betydningen "det, vi ikke taler om", gerne emner som alkoholisme, hustruvold, sexvaner osv, eller fordi at det vil rippe op i en dårlig oplevelse, en eller flere, prøver at glemme. Man kan sige, at man udviser hensyntagen overfor en eller flere, ved ikke at tale om "det" der er tabu.”............ Fra da.wikipedia.org

Herind under ligger også incest og seksuelt misbrug, et kæmpe tabu, især for offeret.

Det er jo helt forkert! Min holdning er, at det ALDRIG skal ties ihjel og den eneste måde offeret får det bedre på, er jo netop ved at blive ved med at snakke om det, indtil det fylder mindre og mindre.

Der skal sgu ikke være nogen hensynsstagen, til hverken krænkeren eller andre der har haft viden. Den rettighed har de mistet for længst i mine øjne!

At mange vælger at holde mund om overgreb, skyldes jo oftest skammen og skylden, som fylder det meste. Samt, hvis det er en krænker følelsesmæssigt, tæt på, så kommer den der loyale hensynsstagen. Man elsker jo sine familie uanset hvad............eller gør man??

Jeg var nok lidt af en rebel og jeg har aldrig været i tvivl om, hvem der bar skylden af min dårlige barndom og det var i hvert fald ikke mig! Helt fra ganske lille, vidste jeg at det var helt forkert og jeg lovede mig selv at det aldrig skulle forblive nogen hemmelighed.

Desværre er det sådan med hemmeligheder, at det ikke er alle der tror på dem, når man fortæller dem. Og første gang jeg fortalte min mor det, var reaktionen også bare, at jeg var fuld af løgn.

Det var nok det hårdeste slag, jeg glemmer det aldrig. I min lille naive barnehjerne, skulle en mor jo tro på en og beskytte en. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det ville have været en umulig opgave for min mor. Med hendes egen baggrund havde hun ikke ressourcerne og overskuddet til at se sandheden i øjnene. Det tog mig mange år at acceptere, mange flere end at acceptere det min far havde gjort, for han var jo bare et fuld fjols!

Hvis man skal leve og ikke bare overleve, er man nødt til at være egoistisk. Man er nødt til at tage nogle hårde valg, vælge fra og vælge til.

Jeg har ikke rigtig noget forhold til min mor i dag og det har jeg det sådan set fint med. I mange år så jeg hende slet ikke, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Det var et godt valg for mig og jeg har aldrig fortrudt det. Kan godt være nogen siger blod er tykkere end vand, men dælme ikke for enhver pris.

Jeg har et fint forhold til mine søskende og af hensyn til dem og deres børn, som jo er ganske uskyldige i alt det her, så vil jeg ikke komme nærmere ind på dem, på noget tidspunkt. Vi er 4 søskende, kun 3 tilbage, som trods opvækst i samme hus, har haft 3 forskellige opfattelser og oplevelser i vores familie. Ingen af os 3 sidste, har samme far, måske forklaringen ligger der.

Min storebror, Henrik, tog sit eget liv som 15 årig, meget tragisk og trist, det skærer stadig i mit hjerte, når jeg tænker på de ting han måtte gennemgå:(

Henrik og jeg havde samme far, så vi var også tit på weekend sammen og det skabte selvfølgelig et tættere forhold end til mine andre søskende, altså da vi var mindre.

Ham og jeg snakkede tit om, at vi ville sladre til ”nogen”, om hvad der skete i vores liv. Vi ville kontakte ekstra bladet, vi ville sætte plakater op, vi ville i hvert fald ikke holde mund om det. Men det blev selvfølgelig aldrig til noget og pludselig var han væk.

Jeg har i alle årene lovet mig selv ikke at holde kæft! Selvom det har haft store konsekvenser for mig, så har jeg stået ved det og jeg har talt om det, som jeg havde behov for!

Gu skal det ej være tabu! Mange børn i dag oplever præcis det samme, nok mere end vi overhovedet er klar over. Selve overgrebet er så krænkende og ødelæggende, men det er intet imod tiden bagefter, hvor man må gå med det hele inden i sig selv og være verdens mest ensomme person. Følgevirkningerne er så ødelæggende, at rigtig mange aldrig får et ordentligt voksenliv.

Mange ender i prostitution, stoffer, alkohol, depression, overspisning, anoreksi og mange andre grimme ting. Fordi det er Tabu og der er den der usynlige hensynsstagen til sin familie.

Det skal ikke være tabu!! Det skal ud, det skal snakkes om, det skal vendes, det skal drejes. Skammen og skylden skal flyttes det rigtige sted hen og væk fra offeret. Der skal være meget mere forståelse for følgevirkningerne og sættes ind med hjælp, således at man kan få et ordentlig liv.

Det skal ikke handle om overlevelse, men om at leve! Alle har ret til et godt liv!

Så nej, jeg holder ikke kæft og ja, jeg betaler gerne prisen for det, det kan umuligt blive dyrere end det jeg allerede har betalt!

Hold nu kæft!!!

”Guuuuud hvor er du blevet tynd, NU skal du da ikke tabe dig mere!!”

Sindssyg jeg har hørt den sætning meget!! Hvorfor tror folk, at de kan tillade sig at kommentere på ens vægt, når man har tabt sig?? Der var sgu da sjovt nok aldrig nogen der sagde: ”Guuuuuud, hvor er du blevet fed, har du ikke taget på??”

Jeg er IKKE tynd, jeg er slank. Mit BMI ligger i normalområdet og jeg har stadig både mave, baller og lår. Men hvorfor skal jeg forsvare at jeg er slank??

Er det lidt jantelov, lidt misundelse eller hvad??

Jeg kan også sige til en veninde: ”wauuuu du har tabt dig meget”.....efterfulgt af, ”det ser brandgodt ud”. For selvfølgelig bliver man da meget imponeret hvis en person, har tabt sig voldsomt meget og det må man da godt kommentere.

Og hvorfor er det, at de fleste kvinder egentlig gerne vil være slanke, når nu det hedder sig at mændene EEEEELSKER bløde former;))

Jeg kan jo kun svare for mig selv. For mig handlede det om, at jeg ikke kunne lide det jeg så i spejlet. For usund mad, fører ikke kun til overvægt, men også dårlig hud og for mit vedkommende manglende udstråling og selvtillid. (det skriver jeg fordi, jeg har mødt dejlige runder piger, med den mest fantastiske udstråling og glød)

Hvis man ikke har kontrol over sig selv, både fysisk og psykisk, er der som regel andre ting der også sejler lidt i ens liv. Overvægt er med mine øjne, at ”skide hul i sig selv”. For vejer du 40 kg for meget, er der så mange indskrænkninger fysisk, at ingen skal bilde mig ind, at det er FEDT;)

Jeg tror godt på, at der findes masser af dejlige runde piger, med en fantastisk rund og lækker krop, som hviler i sig selv og har kontrol over det hele. Men de er få tallet og især hvis vi snakker om plus 40 kg. Ingen skal bilde mig ind, at man så har en god livskvalitet. For med 40 kg. overvægt, vil der være et voldsomt slid på kroppen, der besværlig gør din hverdag.

Desuden vil jeg skide på hvad en mand måtte synes, eller ikke synes om mit vægttab, det er for mig og kun mig!!

Og det kan da aldrig nogen sinde blive en straf, at tage vare på sig selv og passe på sin krop!

Fanatisme?.......Nej tak!

Jeg hader fanatisme! Alt med måde og det skal også kunne være til at trække vejret.

Mange tror er jeg er total fanatisk, forsager alt usundt og kun kører en helt stram plan. Det er langt fra sandheden, kunne ikke drømme om at sulte mig selv, eller ikke at spise en god lækker bøf med brun sovs, eller fløde kartofler, hvis jeg har lyst.

Men jo, jeg tænker mig da godt om inden jeg propper det usunde i munden. Er jeg ked af det, keder jeg mig, eller har jeg virkelig bare lyst til fedt og sukker?? Er det sidste, ja, så spiser jeg lige præcis hvad jeg har lyst til og i lige så store mængder jeg gider.

Har i går siddet og spist dejlig kalve couvette, med kartofler og brun SOVS. Bagefter marabou chokolade og nogle vingummier. Det smagte skønt, men min krop bryder sig faktisk ikke om det og reagerer med mavepine og sure opstød. Så nej, det er ikke noget jeg gør flere gange om ugen.

Men det er så heller ikke den smule, der ville gøre mig tyk. Men hvis jeg gav efter konstant og bare fyldte i hovedet, jo, så ville jeg tage på og ende hvor jeg ikke ønsker at være.

Så det er et valg jeg tager, jeg har ikke længere behovet for at spise alt det usunde og da det giver mig tømmermænds lignede symptomer, har jeg heller ikke den kæmpe store lyst mere. Sådan var det ikke før, der kunne min krop næsten ikke undvære det.............utrolig som vaner kan ændre sig og faktisk brydes for evigt:)

Undskyldninger er der nok af......

Fik en mail fra en ung enlig mor, som skrev at jeg kunne jo sagtens, for jeg havde det ikke lige så hårdt som hende og hvordan skulle hun lige få tid og bla bla bla.

Bliver en smule irriteret over alle de pokkers undskyldninger, for ikke at gøre noget godt for sig selv. Ved ikke om folk tænker, at det skal være en straf at have et sund og godt liv??

Hvis jeg havde en krone for alle de undskyldninger jeg har brugt, ja såååå......;)

Jeg har dårligt knæ, jeg har dårlig ryg, jeg har ikke tid, mit stofskifte er meget lav, vores familie har altid været overvægtige, jeg er deprimeret, jeg har haft en hård barndom osv........joooo, jeg kender dem alle, har jo selv brugt den i adskillige år. Men det var løgn på løgn på løgn og fordi jeg ikke magtede at kigge indad og se sandheden i øjnene.

Nu er det ikke fordi at det skal være en konkurrence om, hvem der har det hårdest. For alt er individuelt og vi har forskellige ressourcer. Men jeg vil da gerne fortælle om min hverdag:)

Jeg er single mor, har min 11 årige søn 24/7, 26 dage pr. mdr. Han er hos sin far hver 2. weekend og det er det. Min søn har GUA, en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, der kræver en hel del planlægning og struktur. Hvilket er stik imod min impulsive og udadvendte natur, som jeg så må lægge meget bånd på. Desuden har han en kronisk colitis, som sygehuset endnu ikke har lykkedes at behandle, så han er oftest syg og har det rigtig skidt. Nogen gange hænger det hele mig da ud af halsen og jeg har lyst til at smide håndklædet i ringen, for det ER sgu skide hårdt!! Men dælme nej, for livet har så meget at byde på og til trods for hans vanskeligheder, så beriger han også mit liv, med hans skæve humoristiske tankegang.

Jeg er lige gået i gang med nyt studie, som også fylder en del af min tid, plus at der jo er lektier der skal laves. Men jeg nyder at komme væk fra hjemmet og det giver mig et pusterum, som jeg nyder.

Jeg har VALGT at træne min. 3 gange om ugen, det gør jeg de 2 gange, når min søn alligevel er til bordtennis i 1,5 time og den 3 gang er enten weekend, eller når han har en legekammerat at hygge med. Da han var mindre, tog jeg ham bare med. udstyrede ham med en nintendo og anden underholdning, for jeg VILLE afsted til min træning!

Jeg er udmærket godt klar over, at er man enlig mor med 2 små børn og har et fuldtidsjob, så er det satme svært......men det er ikke umuligt, det er der intet der er! Alt efter hvor små de er, så elsker de fleste børn en gåtur og har man dem i en klapvogn, kan man gå i rask tempo. Desuden kan rigtig meget laves hjemme, foran fjernsynet, når ungerne er lagt i seng. Køb f.eks en hulahop ring, de er sjove og effektive, og man kan sagtens følge med i medical nights imens;)

Mange siger: jamen så er jeg så træt og udkørt at jeg ikke orker det!

Fuld forståeligt, det er der vist ingen der kan modsige.............men igen, det er et valg DU tager for dig selv og motion giver så meget fysisk og psykisk overskud, at det er det hele værd. Det jo ikke for sjovt at man bruger motion som behandling, mod psykiske lidelser som f.eks depression. Det virker sgu!

Husk det er dig der styrer hånden, der kører op til munden og det er også dig, der styrer kroppen du kaster ned i sofaen........valget er dig, hvad vælger du???

...........Har du ikke tid til motion nu, 

skal du afsætte tid til sygdom senere........

Edward Stanley 

Hvordan..

Der er rigtig mange der kommer til mig og spørger: Hvad har du gjort, giv mig dine opskrifter og alle dine fif.

Og jo, jeg kunne sagtens dele ud af MIN viden og bare give alt mit videre, men det er bare slet ikke sikkert, at det passer præcis til dig!

Det er nemlig sådan, at der desværre ikke findes en præcis facitliste, til at få et sundt liv. Det er meget individuelt og man kan ikke bare kopier andre.

For det første, hvad er sundhed og hvad er det for dig?

Det nytter jo ikke noget man følger en bestemt kost eller træningsplan, hvis det ikke gør en glad, eller man mistrives eller lider under det.

For mig er det super vigtigt, at det føles som en glæde, at det føles berigende og at det giver mig lyst til at fortsætte, det er nemlig også en del, af det at være sund.

Samtidig er det, som jeg har nævnt i min indledning, super vigtigt at få styr på det psykiske aspekt. Jeg snakker ikke om, dem der lige skal tabe 5 – 10 kg, men dem der er nået derud, hvor det hele føles håbløst og vægten bare stiger og stiger. Der vil der altid ligge en psykisk årsag bag og det kan være alt muligt, fra mobning, dårlig opvækst, stress, sorg osv. der har fået dig til at vælge mad som omsorg og trøst.

Du vil sagtens kunne finde en kur, følge den og tabe dig. Men du vil næsten altid ryge tilbage og du vil aldrig blive helt glad og tilfreds. Selve det med at tabe sig, er jo bestemt ikke raket videnskab, spis mindre end du forbrænder og du vil tabe dig. Simpelt og nemt? Ja, men alligevel ikke.

For mig handler sundhed om det hele menneske, en helhed mellem det psykiske og fysiske. Hvad hjælper det at tabe sig, blive slank og stadig hade sit eget spejlbillede. Mange tror, at hvis bare jeg taber mig, så bliver alt godt og jeg får et godt liv. Men selve vægttabet handler jo kun om det ydre, ikke om det, der sker inden i dig og det kan et vægttab ikke ændre på.

Men det kan selvfølgelig være med til, at give selvtillid og et skud i den rigtige retning.

Men hvis vi bare skal holde os til selve kosten og motionen, så find ud af hvad du kan lide og så ret det til, så det passer til dig. Der er udstukket nogle retningslinier fra de kloge, som anbefaler: 10 – 15% protein, 55 - 60 % kulhydrat og 30 % fedt. Det kan være en fin rettesnor, til at starte på. Du kan f.eks benytte www.madital.dk som er en gratis madlog, hvor du kan indtaste det du spiser og dermed få et nemt overblik over din kost.

Man bliver nemt chokeret, især dem der altid siger: Jamen jeg spiser jo ingenting;)

Jeg træner en del og derfor har min krop brug for mere protein, da jeg gerne vil opbygge muskler efter mit vægttab. Så jeg spiser ca. 1,5 – 2 gr. Protein pr. kg. Kropsvægt. Jeg kan tydeligt mærke en forskel, efter jeg har justeret mit protein indtag opad. Er begyndt at få muskler og mindre slap hud, som jo desværre følger med et stort vægttab. Men igen, hvad vil DU opnå med det hele, du kan ikke bare kopiere. Men lad dig inspirere og tag det du kan bruge, det er bla. Målet med min blog.

Motion behøver ikke at være 2 timer i et dødsygt motions center, hvis det er det du hader allermest. Motion kan også være en rask gåtur, eller nogen af de rigtige gode motions programmer til din wii, her tænker jeg ikke på bordtennis og bowling;)) Det handler om, hvad du synes er sjovt, eller som kan berige dit liv. Der findes motionsformer der er mer effektive end andre, alt efter hvad dit mål er, men helt at undvære en form for bevægelse, duer bare ikke!!!

Mit mål er nu, at bevise, at man sagtens, uanset alder, kan få en flot, fast og trænet krop. Det er mit mål og mit valg, det behøver ikke at være dit, eller det der gør dig glad og sund.

Det er så banalt, men man er sgu sin egen lykkes smed og du vælger helt selv hvordan dit liv skal være. Men du får intet forærende, det kræver en masse blod, sved og tårer.......men jeg lover, at det er det hele værd :)

 

Hvem er jeg

Hej med jer...

Dette her er min nye blog og som en start vil jeg gerne præsentere mig selv og fortælle om baggrunden for bloggen.

Jeg er 42 år, opvokset i en dysfunktionel familie, udsat for vold, incest, alkoholisme, manglende nærvær og kærlighed, samt alt det man ellers forestiller sig, en almindelig velfungerende familie har. 
Det er en barndom, der har taget år at acceptere og integrere i mit liv, på en fornuftig måde, som jeg kan leve med og faktisk bruge konstruktiv. I mange år, var min barndom en undskyldning, for alt det lort jeg lavede og alt hvad der skete i mit liv.

Men der er ingen tvivl om, at jeg er født som en fighter, ellers var jeg nok ikke havnet i den familie;)
Så selvfølgelig står jeg et helt andet sted i dag, samler stadig stumper op, men er satme godt på vej, til et helt fantastisk liv.

For ca. 5 år siden vejede jeg 106 kg. Jeg er 180 cm høj, så selvom 106 kg er meget, så opfattede jeg aldrig, lige med det samme, hvor stor jeg egentlig var, eller hvor meget det sled på min krop. Som ung var jeg radmager, vejede på et tidspunkt 48 kg, da jeg var 178 cm, så jeg var meget tynd og hadede det! Da jeg så endelig, efter min søns fødsel for 11 år siden, begyndte at tage rigtig godt på, kunne jeg godt lide det. Men alt med måde, ikk;)

106 kg. er for meget, alt for meget. Jeg døjede med knæsmerter, rygsmerter, træthed, ugidelighed og det hele førte til yderlige overspisning, for det var jo så skide synd for mig. Så det var en ond ond cirkel, jeg ikke anede hvordan jeg skulle bryde. Jeg prøvede alverdens slankekure, vægtkonsulenterne, nupo, letigen, atkins, osv. Har stortset været den alle igennem og tabte mig såmænd også, men tog hele skidtet på igen. Var endda med i et tvprogram på tv2 lorry og Urban avisen, med Ole Stephesen, super sjovt og spændende og smed også de 11 kg. Men da programmet sluttede, røg jeg lige tilbage i de dårlige vaner.

What to do.....efterhånden var jeg jo led og ked af min krop, min økonomi sejlede, fordi jeg rent ud sagt, åd hele lortet op!

Jeg begyndte at kigge indad, sådan rigtigt. Se mig selv i øjnene, snakke ærligt med mig selv og begynde at lære mig selv at kende. Før var jeg bare overlever, nu ville jeg satme leve!
Gik til min læge, fik henvisning til terapi, som var en guds gave værd, det bedste jeg har gjort for mig selv. Det har sidenhen været mange års terapi, sidst på stolpegården, som varmt kan anbefales, men det er også det der har gjort, at jeg er, hvor jeg er i dag. Muligvis kunne jeg være nået langt selv, for jeg er en fighter og ved hvor jeg kan og skal sætte ind. Men jeg havde nok aldrig helt alene, nåede helt ud i det dybe og fået ryddet op i rygsækken, således at den kunne bruges til noget nyttigt.

Jeg vågnede op, så mig selv, som den jeg virkelig er. En skøn skøn kvinde, fuld af livsglæde, humor og masser af power! Jeg begyndte at tage ansvar for mit liv, det liv der var her og nu. Min barndom var ikke mit ansvar og jeg måtte bare følge med og tage imod. Nu var jeg voksen, havde mine egen valg og fravalg, kunne 100% selv bestemme hvordan jeg ville forme mit liv. Leve som jeg ønskede det og få det bedste ud af alting.

Jeg blev glad, sådan rigtig glad. Smilede åndssvagt til mig selv i spejlet, talte med mig selv, lavede mantras jeg sagde højt 100 gange om dagen : For hver dag, på hver måde, får jeg det bedre og bedre!
Jeg begyndte at omprogrammere min hjerne, tvinge den til at vende negativt til positivt. Altid se muligheder, i stedet for begrænsninger. Grine hver dag, have det sjovt, levet livet sådan helt rigtigt!

Livet er lige præcis hvad du gør det til!

Og i dag står jeg så, 39 kg lettere, i gang med en ny uddannelse, masser af mål for fremtiden og et liv jeg ved alle kan få, hvis de bare tør se indad.

Det var lidt om mig. Fremover vil bloggen handle om, at nå målet til det sunde liv, set ud fra mit synspunkt. Meningerne er jo mange og det her er bare mit pip. Men jeg vil gerne inspirere og motivere andre, for sådan en manglede jeg, da jeg stod og var 106 kg. tung og alt så sort ud.

Håber i vil læse med og glæder mig til at høre jeres kommentarer.

Hilsen Bettina

Mælkebøtten er livskraftig plante med mange gode egenskaber. Den regnes for én af de vigtigste danske lægeurter. Den kan vokse alle steder, skyder gerne op gennem asfalt, tager næring i mager jord og ofte i barske og kolde omgivelser. Løvetand er et andet ord for mælkebøtte, en blomst, hvor både løven og blomsten står for styrke og udholdenhed.