Til minde om.....

I dag er døds årsdagen for min elskede storebror, der kort tid efter han var blevet 15 år, tog sit eget liv.
Det er nu 31 år siden og alligevel kan sorgen fylde og gøre ondt i mig.
Det er ikke sådan at jeg tænker på ham dagligt og render og er ked af det. Men han strejfer min tanker ofte og jeg forbander hans død og årsag langt væk.

Sølle 15 år og alligevel så træt af livet at han ikke så nogen anden udvej, end at gøre en ende på det hele. Ensom, alene og uden håb for nogen lykkelig fremtid, tog han den drastiske beslutning, en kold oktober dag i 1981. I en venindes lejlighed havde han barrikeret sig i køkkenet med lukkede døre og alle sprækker og huller stoppet til. Tændte for gassen på komfuret og satte sig til at vente på at døden hentede ham og al smerte ville forsvinde.

Jeg ved ikke hvor lang tid sådan noget tager, men ved det ikke gør ondt. Men tænker tit på den følelse af ensomhed og forladthed der må have været så gennemtrængende og uoverskuelig, imens han har siddet der og ventet. Jeg håber bare ventetiden har været kort og at han hurtigt er faldet i søvn.

Det tog mig mange år at forstå at han var væk og jeg følte så meget skyld, for jeg bar jo på de samme hemmeligheder som ham og havde jeg bare sagt det til nogen...........men jeg ved nu, at det ikke var min skyld og at der ikke var nogen hjælp at hente nogen steder, lige meget hvad jeg havde gjort.

Jeg har også været vred på ham, at han bare sådan efterlod mig og spørgsmålet: Hvorfor? dukkede tit op...........i dag ved jeg hvorfor og ved det ikke kunne have været anderledes, han var ødelagt for livet på sin sjæl og det kunne intet ændre på. Han var en blød følsom fyr og modsat mig havde han ikke rigtig kampgejsten og modet til at stritte imod. Jeg så altid op til ham og følte han var den stærke, der kunne klare alt. Det ved jeg nu ikke passer, han var knækket og ødelagt, kunne ikke overskue hvordan det hele skulle ende godt, derfor så han ingen anden udvej. Engang synes jeg det var fejt og usselt, nu synes jeg han var skide sej og at det må have krævet nosser at gennemføre den beslutning. Samt at han gjorde det, der  var rigtig for ham!

Havde han levet i dag, havde jeg holdt ham tæt ind til mig og sagt det hele nok skulle gå og at jeg altid ville være der for ham, uanset hvad:)

Kære Henrik, håber du har fundet dit "Joanna" og at du er lykkelig der hvor du er. Tænker tit på dig og du vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Du tror du ikke var elsket, men det var du. Men en lillesøsters kærlighed kan selvfølgelig ikke måle sig med den man higer efter hos sin mor og far. De vidste ikke bedre, man kan kun have ondt af dem. Jeg var den kloge, for jeg vidste de var helt forkert på den og jeg ville ønske du havde haft mere mod til at tro på det og ikke på at det var dig der var helt forkert. Du var mere rigtig end noget andet og havde ret til et ordentligt liv!! Vi ses på den anden side, det er mig med fregnerne, du altid drillede mig med:) 

Henriks yndlingssang og drøm om fremtiden.

Tag ansvar...

Det er så nemt, det der med IKKE at tage ansvar. Ikke at kigge indad og erkende sin egen andel og ansvar, men altid pege udad og finde undskyldninger, for at behandle sig selv og andre dårligt.

Man kan give andre skylden for ens handlinger og man kan give fortiden skylden, men i sidste ende er det kun en selv, der har det fulde ansvar for ens handlinger.

Når du f.eks VÆLGER at behandle din krop og dig selv dårligt, så er det helt dit eget valg. Hvilket jo så også betyder, at det er en handling du rent faktisk kan ændre på. Jeg siger ikke det er nemt, men muligheden er der og det er kun dig selv der er den største forhindring for at nå dine mål! 

Du kan klynke fra nu og til juleaften, (hvilket jo er lige om lidt;)) Men det får dig ingen steder og gør ingen forandring. Du kan vælge at bruge alle de undskyldninger, du kan finde frem, gør dem til den eneste sandhed og gyldig grund for, at du ikke når nogen vegne. Men det får dig heller aldrig i mål og mod det du drømmer om.

Der er kun en vej og sådan er det med det meste i livet, TAG ANSVAR! Bliv herre over dit eget liv, bestem dig for hvordan DU vil have det og så gå for pokker efter det!!

Og hvis du VÆLGER at være en lad sofakartoffel, så er det dit valg og kun dit! 

Samtidig er det også et valg, hvis du f.eks vælger at behandle andre mennesker dårligt! Kan godt være du har haft en hård opvækst, men det giver dig ikke retten til at give lorten videre. Du alene har magten til at bryde den sociale arv! Igen, det er slet ikke nemt, men det kan lade sig gøre. Det vil koste masser af vilje og kamp, men hellere det, end at ende op som et dumt svin, der med garanti ender op i et tomt ensomt liv. Man har altid et valg, TAG ANSVAR!

 

Komfortzone......????

Det er helt oppe i tiden p.t, at snakke om "komfort zonen" og især hvor vigtigt det er at træde ud af den.

Men hvad er komfortzonen og hvorfor skal man træde ud af den??

Ordet komfort betyder: bekvemmelighed, noget der er rart, trygt og godt. Så hvorfor i alverden skal man træde ud af noget der er godt, trygt og rart?? Det skal man vel i princippet heller ikke, kun den dag man keder sig og føler sig lukket inde i sin komfortzone. Når man trænger til noget nyt, forandring og udfordring. Så er det på tide man træder ud af sin komfortzone og kigge ud i det mørke ingenting, uden at vide hvad der venter en.

Oftes bruges ordet komfortzone i forbindelse med sport, træning og at udfordre sig selv fysisk. Men det er vel egentlig det mindste af det, for enhver sport er vel for de fleste en udfordring. Så fordi du kan løfte en masse vægte, presse dig selv fysisk, så betyder det ikke nødvendigvis at du presser dig selv ud af din komfortzone. Først den dag, du gør noget, du ved, du ikke er en sikker vinder i, som gør dig utryg og giver lidt kilder i maven, er du for mig trådt ud af din komfortzone. "Life begin at the end, of your comfortzone" . Nej, livet begynder lige præcis der, hvor du vælger det skal begynde!!

Den største udfordring i livet, er for mig, at rykke sig psykisk. At turde gøre op med sig selv og det liv man lever. Turde kigge indad og ændre på de ting man er utilfreds med. Også selv om det betyder hårdt arbejde, utryghed, slid og sved. Tage imod de udfordringer livet byder på, uden at give op, bare fordi det er svært.
Turde tage chancer, også selvom oddsene umiddelbart er dårlige.At give noget af sig selv, uden at være sikker på at få noget igen. At turde se ens frygt i øjnene og gøre netop det som man frygter allermest.

 Et fint citat, men jeg er ikke helt enig. Man kan sagtens skabe magi, også i sin komfortzone, det ene udelukker ikke det andet;)

 

Men ja, der er da ingen tvivl om, at man jo vokser og udvikler sig som menneske, ved hele tiden at udfordre sig selv, enten på den ene eller anden måde. Og ja, det betyder jo så også, at man oftest må forlade de trygge rammer man er vant til og gøre noget nyt og anderledes, hvis man gerne vil rykke sig et andet sted hen, end der hvor man er lige nu. "Ingenting sker, ved at gøre ingenting" og vil du have forandring, må du selv lave den.  

Hvis du gør, hvad du plejer at gøre, får du, hvad du plejer at få. Så hvis du ønsker andet end det, du plejer at få, må du gøre noget andet end det, du plejer at gøre.

Hvis livet keder dig, du føler dig utilfreds og ikke føler du kommer nogen vegne, så er det på tide at du træder ud af dit mønster, bryder vanens magt og gør noget andet end det du plejer. Så er det på tide at træde ud af din komfortzone:)..........men det er ikke et must for at have et godt og lykkeligt liv:)

Og i virkeligheden er livet ganske ligetil, ingen grund til at komplicere det:)

 

Dirt extreme.....

Man ved man har meldt sig til noget ganske særligt, når der kun er 61 tilmeldte. De løb jeg ellers har deltaget i, har som regel flere 100 deltagere, så 61 fortæller, at det her er noget unikt og særligt og det skal jeg sgu lige love for!!

Har aldrig været ude for noget så vildt, sindssygt, hårdt, grænseoverskridende og skide sjovt:)

Når man starter et løb med at hoppe i en havn, med alt sit tøj på, så er stilen ligesom lagt.
Vi startede med at hoppe i Vang havn, det var et mega koldt kys, som lige tog luften fra én et kort sekund. Vejret var 13 grader den dag og vandet derunder;)
Så kom første forhindring, et net og en bjælke man skulle over, for til sidst at balancere på en bom over vandet.

Så var det afsted, ud langs vandet og til næste udfordring. Samle en pæn stor tung sten op, løbe ud for enden af molen med stenen. op på en 3 meter vippe og så en tur til i havet. Puh ha, har aldrig været god til vipper, men der var ikke tid til at tænke, så det var bare at hoppe og håbe på det gik.
Derefter skulle vi løbe videre med vores sten, op af en stejl vej op til næste forhindring. Det var der jeg første gang mærkede, at det var pænt stupidt at have glemt sin astma spray, når man har anstrengelses udløst astma.

 Billeder af nogen af de første forhindringer.....

De næste forhindringer var en blandet fornøjelse. Først var der champagne og kransekage og det var jo super skønt og gjorde intet skidt, som arrangørerne måske havde håbet på.
Så blev vi ført ind i et mørkt rum oppe i klipperne, fik et tov i hånden vi skulle følge og det var ikke nemt, for der var kulsort og vi anede ikke hvad der foregik. Der var en rådden stank og på et tidspunkt måtte vi helt ned og kravle, i det vi senere fik at vide var "surstrømning", men ud kom vi da.
Så ventede en knap så lækker overraskelse, en skefuld makrel i tomat og en kop kakao. Men hold nu kæft vi grinte, det var så sjovt og helt åndssvagt :)

Humøret er højt, trods vådt tøj og klamme ting:)

Så var det videre ud og løbe, igennem Bornholms smukke, meget bakkede og ujævne terræn. Det var utroligt svært at løbe stærkt og min vejrtrækning, gjorde det ikke bedre.

Næste forhindring var en lille badetur til. Ned i en lille sø, op og ned i en sø til og så 7 meter op af en stige. Højdeskræk kan man godt pakke sammen på sådan et løb;)
Så en lille løbetur til og så en lille klatreforhindring, hvor mine lange ben kom mig til gode:)

Masser af udfordring og grænseoverskridelser.)

Så var der totovs broen, 30 meter skulle vi gå på den over en sø og selvfølgelig synes nogen af dem der stod på ruten at veninden og jeg skulle rystes af, vi var ellers næsten ovre.

 Det gik så fint, indtil nogen saboterede os:))

Nu var det vist tid til et tiltrængt mudderbad og det skal jeg satme lige love for at vi fik. Aldrig har jeg grint så meget, det var så sjovt, beskidt og ulækkert. Det var bare at dykke ned i mudret og så ellers derud af.
Vores tøj vejede lige 5 kg. mere bagefter:)) Så lige endnu en tur gennem mudder og vand, med pigtråd spændt ud lige over os, så det var med at få røven godt ned.

Så gik løbeturen videre op op og op. Jeg kæmpede med min vejrtrækning og nu begyndte mine knæ også at brokke sig. Det næste stykke, skulle vise sig for mig, at blive det aller hårdeste fysisk.
4 gange op og ned, af virkelig stejle bakker. De var så stejle at man bare gled ned og måtte klatre op, gribe fat i hvad man nu kunne, 1 skridt op og 2 glidende tilbage. Det var vildt!!
Til sidst afsted ud over klippestrand, gennem et fesent vandfald og så ned i containeren med is på havnen!!
Endelig færdig!!!

Mudder, fiskenet og is.....men stadig glad:)

Det var det vildeste og mine total ødelagte knæ værd!! jeg er helt sikkert med næste år, har aldrig følt mig så levende, som da jeg til sidst stod på havnen og rystende af kulde, prøvede at føre min hotdog til munden, stadig storsmilende:)))

Men det ikke et løb for tøsedrenge/piger, det er virkelig et sejt løb, men dælme også sjovt og så er Bornholmerne jo nogle helt fantastiske skønne mennesker:))
Se flere spændende løb på  http://www.tejnif-lob.dk......jeg er klar næste år igen og om mine knæ vil, også til cross marathon:)

"Never underestimate, what you can accomplish"