Endelig jul igen.........

Julen er hjerternes fest og for mange en skøn tid.

Desværre er det også for rigtig mange, det stik modsatte og en højtid hvor de rigtig rammes af ensomheden.

Mine barndomsminder fra jul er gode. Selvom vi bestemt ikke havde mange penge, så manglede der ikke noget i julen og hver søndag lå der også godter i vores sok. Min mor elskede at bage og lave mad og her kunne hun rigtig folde sig ud. Husker f.eks julemandens knapper, vanilje kranse, jødekager osv. Konfekt lavede vi ikke rigtigt, det var for dyrt. Men flæskesteg juleaften og endda nogen gange and, det fik vi, i alle de jule jeg kan huske.

Da min mormor og morfar levede, holdt vi ofte jul hos dem, eller hos min moster og hendes mand. Men lige så ofte var vi også bare hjemme, da vi jo var 4 børn, som det var lidt besværligt at slæbe rundt. Selve dagen var fyldt med hygge og der var sjældent konflikter eller ballade. Det var meget af det jeg også i dag prøver at give videre til mine børn, hyggen og nærværet. Et nærvær jeg bestemt ikke følte resten af året, men julen gjorde noget positivt ved de voksne og det kom os børn til gode.

 

Min far var en enspænder og holdt som regel altid juleaften alene for sig selv, hvis ikke han lige havde en kæreste på det tidspunkt. Det havde han ofte, men sjældent den samme, ret lang tid af gangen. Jeg ved han ofte blev inviteret ud, til bl.a sin bror juleaften, men han takkede oftest nej. Han ville bare gerne sidde hjemme med sine øller og cigaretter.

Det var en helt fast aftale at vi børn var hos ham lille juleaften, altså pånær min lillebror, det var jo ikke hans far. Men os andre 3, min storebror, storesøster og mig. Så lavede min far julemad og vi fik gaver. Det var også super hyggeligt og en dag, jeg i hvert fald så frem til. Jeg kan huske at jeg havde det skidt med at han sad alene juleaften og synes det var synd for ham. Men i dag ved jeg, at han simpelthen ikke magtede andet og det trods alt var utroligt at han holdt lille juleaften for os. Der var absolut ingen mulighed for ham at have os selve juleaften, det stod slet ikke til diskussion. Men det var vel ret almindeligt den gang.

Når jeg tænker tilbage så var december en skøn tid som barn, et helle fra alt det onde og triste. Selvom pengene var små og gaverne dermed også ret små, så elskede jeg julen, præcis som jeg gør i dag. Og jo, jeg drømte da nogen gang om de fede ting de andre børn fik, men mit liv var hverken blevet lettere eller nemmere, hvis jeg havde fået dyre gaver, der skulle meget mere til.

Men for mange, der i blandt min far, så er julen bare noget der skal overståes og det kan der være mange forskellige grunde til. Nogle er selvvalgt og andre af nød.

Herhjemme har vi heldigvis aftalt, at vi ikke gider at økonomien skal styre julen og dermed også ødelægge den, fordi man skal spare op et år i forvejen for at få råd til gaver. Vores budget hedder 200-250 kr. pr. gave og kun til børnene. Den eneste det er lidt svært at finde noget til, er min søn, men ellers er det ret nemt og ungerne er ligeglade med prisen, de vil bare gerne have hyggen og nærværet og det kan ikke købes for penge.

Med ønsket om en glædelig jul til jer alle og at i må få præcis den jul i drømmer om.

Bettina

Tilbage igen......

Motivation – eller mangel på samme.

Åh ja, at bevare motivationen kan være svært og det gælder med rigtig mange ting her i livet ;)

Jeg har ikke skrevet herinde længe, ikke på grund af manglende motivation, men på grund af manglende tid. Som jeg altid siger, så er vores liv en stor prioritering og skal vi ikke dø af stress, er vi nødt til nogen gange at vælge ting fra. Det er så gået ud over denne blog, men hey, jeg er her stadig og nu er jeg tilbage.

Vintertiden er hård for mange og jeg må ærligt indrømme, at den p.t dræner mig. Ikke på grund af kulden, det har jeg ikke spor imod, men mangel på lys og blå himmel, det er dælme demotiverende! Det er mørkt når man står op og mørkt når man kommer hjem. Heldigvis har jeg jo en fantastisk lysterapilampe og den virker sgu, så jeg ihvertfald ikke går helt i ned i det sorte hul. Hver dag, sidder jeg en halv time med den, imens jeg f.eks alligevel sidder og arbejder med computeren. Lider du af vintertræthed, så giv dig selv sådan en i gave, den er virkelig guld værd.

Og apropos arbejde, så jeg er jeg jo, for ca. 1 år siden, blevet centerleder i et skønt fitness center, stik imod alt hvad jeg turde håbe på, i en alder af 45 år. Tænk en gang, drømme kan virkelig gå i opfyldelse. Tænk at kunne arbejde med sin hobby, at kunne hjælpe mennesker hver dag, til en sundere livsstil, og med min baggrund synes jeg bare at jeg har så meget ekstra at give til vores medlemmer, elsker at motivere og inspirere. Indrømmet, det er også benhådt arbejde og tingene går stærkt, men jeg elsker det og ville bestemt ikke bytte for noget som helst.

Jeg har holdt foredrag om mit liv, mit vægttab, om at rejse sig fra bunden og få et positivt liv. Hele 3 gange nu og det er gået super godt. Det er helt sikkert noget jeg gerne vil fortsætte med. Næste gang jeg holder foredrag er i Fitness world - lygten, d. 15/12 -2014 kl. 18.45, meld jer endelig til og kom og hør mig live.

Så har jeg været igennem en større operation i mit knæ i August og det halter stadig og jeg er stadig deltids sygemeldt, det har godt nok været demotiverende! Fik bl.a lavet en Steadman procedure/mikrofraktur, fjernet menisk, renset op i brusken, samt fjernet en betændt slimsæk. 5 LANGE uger, måtte jeg slet ikke støtte på knæet, det var rent helved! Så startede jeg genoptræning op og har gået der i 8 uger og netop afsluttet det. Men knæet er jo langt fra klar til noget som helst og det er dælme meget demotiverende. Jeg vil jo så gerne i gang med at træne, men kan kun lave alle de "kedelige" øvelser. Jeg vil gerne ud og løbe, cykle, svømme osv. men nææææh nej, det må jeg ikke, endnu! Bare det at kunne gå en god lang tur, ville være skønt og minder mig om, at man bestemt ikke skal tage noget som helst for givet. 

Men jeg er jo nødt til at være optimist og tro på det bliver godt. Alt andet lige, så har jeg slet ikke de konstante smerter mere, som jeg havde før og det er positivt og motiverende.! Og så har jeg bare en fantastisk arbejdsplads, som giver mig den tid det nu tager og ikke forsøger at presse mig til noget som helst, jeg styrer helt selv tempoet.

Desuden har jeg jo verdens dejligste lille familie, i form af mine unger og børnebørn, som har hjulpet mig igennem, holdt modet oppe hos mig, hjulpet mig med praktiske ting og bare været der. Er så stolt af min store datter, som trods 2 egne børn og fuldtidsjob, også har passet mig i de 5 uger jeg var bundet til sofaen. Handlet ind, lavet mad og gjort rent. Hun er satme så sej og skøn en pige <3

Det er jo også i de sårbare situationer, at man finder ud af hvem der er rigtige venner og hvem der bare er bekendte. Jeg er ihvertfald ikke i tvivl om, at jeg har lagt al min kærlighed og tid de rigtige steder.

Men jeg skal ikke pive, for om præcis 33 dage, rejser jeg 17 dage til Miami med min søn, min lillebror, svigerinde og niece, hvor heldigt er det lige <3

Det er så typisk livet ikk? Det går op og det går ned og sidste ende så klarer vi jo dagen alligevel og alting ender godt i sidste ende............. sådan er mit liv i hvert fald.

Inden længe spurter jeg rundt igen og har glemt alt om de helveds 3 - 6 mdr. hvor mit knæ var skidt. Jeg har en halvmaraton i september 2015, min første, så der skal jeg være klar og det tror jeg på at jeg er.

Kærlighed og styrke kommer indefra, det kan hverken købes eller lånes, det er noget du skal finde i dig selv. Finder du det først, så hold fast og giv aldrig slip.