Vi må ikk give op.........

Jeg får jævnligt mails i min indbakke, fra folk der gerne vil fortælle mig deres historie, anonymt.

Jeg chokeres over hvor mange, der egentlig har gået det samme igennem som mig og jeg ærgres over, hvor tabubelagt det er, at folk helst ikke vil stå frem, af frygt for omverdens reaktion.

Når jeg spørger ind til hvorfor, er svaret meget ens: "Jeg er bange for andres reaktion, mine børn ved det ikke, min partner ved det ikke, vil ikke være uvenner med min familie, jeg synes det er flovt og pinligt" osv.

Alt sammen handler om hensynet til andre og andres reaktion!! Det er skræmmende! Er det virkelig sådan, at vi dømmer et menneske ud fra deres opvækst/barndom, at vi ikke ville kunne rumme og acceptere hvis en person var åben og ærlig omkring det??

Jeg må ærligt indrømme at jeg er iskold i dag, folk må tænke lige præcis hvad de vil, det rager mig en høstblomst. Jeg er den jeg er, på godt og ondt, med fejl og mangler lige som alle andre og en opvækst/barndom jeg ikke selv har valgt eller været herre over.

Den opvækst betyder jo meget for den person jeg er og man kan sige at jeg i dag, har så meget styr på den, at jeg altså ikke render rundt som et rallende psykisk sygt menneske. Men det tror jeg at mange mennesker tænker, hvis man åbner op for godteposen, at puh ha han/hun er nok noget af en mundfuld, så jeg trækker mig. Det gælder både i venskaber og forhold.

Jeg har nu ikke oplevet at forhold er gået i stykker på grund af min fortid, men jeg har oplevet at min partner meget gerne ville ”redde” mig og løse alle mine problemer. Hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre, da det kun er en selv, der kan løse det. Men man kan som partner var en støttende skulder og et lyttende øre, men lomme psykolog skal man ikke lege;)......og så lade være med at stikke af, fordi man ikke kan løse det hele;)

Der er mange fordomme omkring incest ofre. Det er ødelagte sjæle der ikke kan elske, binde sig eller føle ret meget. De stoler ikke på nogen og de lukker ikke rigtig nogen ind.

Det kan såmænd godt være rigtig, alt efter hvem personen er og hvor han/hun er i sit liv, med hensyn til terapi og bearbejdelse af incesten.

Men det kan også være ganske almindelig mennesker, der har fundet ro med deres fortid, lært at leve med den og bare er som alle andre ”almindelige” mennesker. De kan stadig have deres ups and downs, men det kan alle andre jo også, så intet underligt i det.

Jeg har også oplevet at mange mænd, har været lidt bekymret og haft fordomme omkring det med sex og kvinder der har været udsat for incest. Og nogen kvinder har svært ved sex, nogen er fuldstændig uden grænser og vil have sex hele tiden og andre er lige som alle andre, alt efter hvor langt de er i deres bearbejdelse af fortiden. Men nogen mænd frygter, at de får overskredet nogen grænser, eller at kvinden kun har sex for deres skyld. Der er, som i alt andet, kommunikation super vigtig! Snak, tal, kommuniker alt det i kan. Vær åbne og ærlige, forsøg jer frem og lyt til kroppen, så kan det ikke gå helt glat.

Men for at vende tilbage til det jeg startede med at skrive, så er det ganske forfærdeligt at der findes så mange mennesker der render rundt og lider i stilhed. Ingen at tale med, ingen at støtte sig til og ingen at græde ved! Det er sgu bare ikke i orden......alt sammen fordi de frygter andres reaktion og fordømmelse og stempling af dem, som værende psykisk syge! Jeg skammer mig over, at folk er så uvidende omkring dem der har været udsat for incest. For ja, gu er der masser af følgevirkninger og der skal kæmpes hårdt for at få et normalt liv. Men det er sgu heller ikke nemt at nå dertil mutters alene!

Jeg kan godt mærke at det er super tungt det her og at lysten til at hjælpe mig med at sprede budskabet ikke er så stort som jeg håbede på fra start. Men jeg giver ikke op, jeg tror på det og jeg vil blive ved og ved, indtil jeg bliver hørt!

Vi står med en masse børn, der lige nu er udsat for seksuelt overgreb, lige netop nu, i dette sekund! De skal satme ikke rende rundt og gemme sig, skjule det og dermed få et lorteliv som følge af noget, de absolut ikke selv har valgt!! De skal vide, at det er ok de siger det, at de vil blive hørt, forstået og ikke mindst troet på. At verden ikke går i stykker, at de ikke dør, hvis de fortæller sandheden, men at de tværtimod kan få lettet presset inden i dem selv og stille og roligt finde tilbage til et normalt liv og en strålende fremtid med masser af muligheder.

Så blive ved med at dele min side, bliv ved med at sende rundt, lad os sammen bryde tabuet, jeg kan ikke gøre det alene! Jeg ligger gerne ansigt og historie til, men det kræver at i derude tager det til jer og sender videre!

Jeg tror på det kan lade sig gøre!

Er du bikiniklar;))

Selvom det bestemt ikke føles sådan, så er der ingen vej udenom, sommeren er på vej:)

Mange overvægtiges hade årstid, da det jo betyder mindre tøj og dermed mere fokus på alle dellerne.

Men jeg skal da så også lige love for at der er masser af hjælp at hente........eller noget;)

Der reklameres helt vildt med slankeprodukter, som skal føre til den lækre bikinikrop, vi alle drømmer om. Og jo, en pulverkur på f.eks nupo, skal såmænd nok få en til at smide en masse kilo i en fart og det er jo også ganske sundt påstår de, for det indeholder jo alt det kroppen har brug for!!!

Min påstand er, at ja, skal du tabe 5 kg til dit bryllup, så kan nupo da være ganske fint. Eller måske som kickstart til en længerevarende diæt, i forbindelse med svær overvægt. Men sundt det er det fandme ikke! Kroppen skal have MAD, rigtig mad og ikke pulver rørt op i vand!

En nupo diæt giver 1500 kcal pr. dag. Er du klar over, hvor meget god ernæringsrigtigt mad, du kan få for de kalorier??

Rettelse: har lige erfaret at en nupo kur fandme kun indeholder 500 kcal. pr dag!!!!! Det er jo sindssygt og slet ikke sundt for kroppen, burde da forbydes!!! En voksen mands basale energibehov, for bare at vedligeholde  sin krop er ca. 2000 kcal. som min. pr. dag!!

Jeg vil prøve at vise en madplan jeg har lavet til en af mine venner, som skal tabe sig og bevare sin muskelmasse:

Fødevare	Mængde	Protein	kulhydrat	fedt	kalorier
Morgen: Æg Skinkestrimler spinat banan	2 stk. 50 gram 50 gram 1 stk.	13,2 8,5 1,3 1,2	1,2 1,25 1,7 22	12,4 3,5 0,3 0,3	169,2 70,5 14,7 90
Ialt		24,2	26,5	16,5	344,4
Formiddag: Agurk hytteost rød peber	150 gram 100 gram 100 gram	1,05 11 1,3	3,15 2,5 6,2	0,15 1,15 0,4	18,15 67,5 30
Ialt		13,35	11,85	1,7	115,65
Frokost: Kylling broccoli Brune ris banan	150 gram 200 gram 50 gram 1 stk.	34,5 6 4,5 1,2	5 35 22	4,5 1,5 0,3	178,5 44 184 90
Ialt		46,2	62	6,3	496,5
Eftermiddag: Protein pulver mandler æble	1 scoop 15 stk 1 stk.	24 4,2 0,3	2 5,8 0,3	1,5 8 0,3	114 106 57,5
Ialt		28,5	8,1	9,8	277,5
Aften: Valgfrit kød Grønt	150 gram 250 gram	35 8	45	5	180 60
alt		43	45	5	240
Samlet hele dagen		155,25	153,45	39,3	1474,05

kan ikke få den til at vise skemaet helt korrekt, tallene skal rykkes et hak op, så de står ud for fødevaren.

Som i kan se, er der også "råd" til lidt ekstra og desuden har han en ugentlig ÆDEdag, hvor han må spise lige det han har lyst til. I starten gik han helt amok, men nu har det efterhånden reguleret sig, således at han faktisk kun spiser en smule ekstra. Han har p.t tabt 13 kg og still going. Skemaet er vejledende og kan selvfølgelig ændres efter smag og behov.

Men hvorfor så pine sig selv, med alverdens kure, når man stort set kan spise næsten hvad man plejer og godt kan lide, selvfølgelig med omtanke? 

Ja, det jo ikke fordi jeg ikke selv har prøvet alverdens kure og nogen med godt resultat og andre med mindre godt. Jeg har pint og plaget min krop i håb om at tabe mig. Pulverkure virker, så længe du æder det. Men hvem gider at leve på pulver resten af sit liv og hvor er livskvaliteten?? Desuden sænker man fuldstændig sin forbrænding ved at udsulte kroppen. Det vil sige, at kroppen holder på fedtet i stedet for at smide det, da kroppen tror den er i krise og forsøger at overleve. Så når du så begynder at spise normalt igen og det kommer du til, så tager du det hele på igen og oftest også lige nogle kilo mere, fordi din forbrænding er lig nul.

At leve sundt skal ikke være en kamp, eller en pine og en plage. Det skulle jo gerne opleves som dejligt, naturligt og godt for dig. Der er jo ingen straf i, ikke at måtte fylde sig med junk hver dag, tværtimod. At give det bedste til sig selv i alt, også i kosten, er den bedste gave, du kan give din krop og dig selv.

Jeg har tydeligt mærket forskellen, at gå fra at spise hamrende usundt og overspise, til at leve normalt sundt, det har virkelig gjort meget godt for mig, at jeg aldrig kommer til at gå tilbage igen. Jeg har meget mere energi og overskud og det er så skønt, at mærke min krops forbedringer, både på grund af kosten, men selvfølgelig også på grund af den motion jeg dyrker.

Men som hele denne blog også handler om, så ligger der jo mere bag, end bare lige at ændre kosten ved svær overvægt. Og det er man nødt til at få styr på først! Det glemmer rigtig mange af "de kloge hoveder" der tilbyder kostplaner, motion os.v., de mener oftest at man BARE skal lette røven, tage sig sammen og komme af sted. De glemmer at mange har en psykisk årsag til deres overvægt og at den skal under kontrol først, så kommer vægttabet næsten af sig selv.

Men derfor er det også vigtigt, at når man nu har fået styr på det psykiske, at man vælger en livsstil, som harmonerer med den person man er og det man vil opnå med det hele. Livskvaliteten er meget vigtig!

Og livskvalitet er ikke at æde til man næsten kaster op, spise dårlige fødevarer der sejler i fedt, eller at være så tyk, at det er svært at bevæge sig uden man får åndenød........i følge mig;)

Livskvalitet for mig, er at føle glæde ved alt hvad jeg laver, også maden. Og jo nogen gange er det lysten til en stor klam pizza fra grillen og så køber jeg den. Selvom jeg bliver skide skuffet hver gang og syg i maven:/

Men at spise mad, der gør mig godt. Ikke den falske nydelse når man har ædt 3 king size mars barer, men den nydelse når man kan mærke at det gør ens krop virkelig godt. At man er glad, mæt og tilfreds bagefter og ikke sidder med den sorteste samvittighed og en kæmpe opsvulmet mave. 

Mange forveksler sund mad med kedeligt, afpillet og trist. Det må være dem, der tror man kun skal æde salat og drikke vand. Men sund mad er så vidt og bredt, der er masser af muligheder for at spise super lækkert og føle glæden og ikke en straf. Nettet bugner af lækre opskrifter, plus at du nemt kan gøre dine egne yndlingsretter til sundere alternativer. Så det er endnu en dårlig undskyldning, for ikke at tage vare på sig selv: sund mad er kedeligt og en straf! Jeg skal satme leve livet og ingen skal bestemme hvad jeg propper i munden!

Nope det er ganske rigtigt, spis som du vil, lev som du vil, men lad være med at pive når du får diabetes 2, en blodprop eller ikke helt føler den glæde du havde håbet på, trods overvægt;).........valget er dit og kun dit:)

Kedeligt???? Nej vel:))

Seksuelt misbrug...

Hvor mange bliver egentlig udsat for incest/seksuelt misbrug??

Jeg faldt over dette på www.studieportalen.dk

”Det er man meget uenige om, da der altid er nogle børn som fortier det. Men en undersøgelse i 2000, viser at 8.1% piger er ude for det og 1.6% drenge undr 18år er udsat for uønsket eller tvunget seksualitet. Men man siger også at alle børn er der over 30 %, det er fordi der er mange som fortier og det kalder man: de tavse ofre. Men det vil sige med andre ord at det er 7-8 elever i en gennemsnitlig skoleklasse bliver ofre for seksuelle overgreb, i store og mindre grad. Undersøgelser viser at drenge mellem 7-10års alderen er mest udsat, hvor piger er mest udsat i 11-12års alderen. Men det sker også helt under 6års alderen men det er to ud af 3 tilfælde er incestofferet en pige. 70 % af alle incest tilfælde sker mellem far/stedfar, hvor resten af de 30 % enten er nogle personer som er tætte på barnet ellers er det moren, som foretager overgrebene.”

Det er en ældre undersøgelse, men jeg kan ikke forestille mig at tallet er blevet mindre. Så ud fra det, er der altså 7 -8 elever i HVER klasse, der har været, eller er udsat for seksuel misbrug!! Det er satme mange! Alt alt for mange! Og mange af disse børn siger ikke noget til nogen, de går stille med det inde i dem selv, præcis som jeg selv gjorde. ”Man stoler ikke på de voksne og hvem skulle dog også tro på mig”

Hvordan ”finder” vi de her børn og hjælper dem??

Ved at bryde tabuet! Ved at snakke åbent om det! Det piner mig at vide, at så mange børn render rundt og lider og har et svært voksenliv i sigte. Det ikke i orden, de har allerede lidt nok!

Hvis du som pædagog eller lærer sidder og læser med her, så sidder du nu med en viden om, at der højst sandsynligvis er elever i din klasse der har det elendigt og er udsat for seksueltmisbrug. Du kan som regel ikke se det på barnet, vi er nemlig gode til at skjule det, tage maske på og lade som om alting er godt.

Så hvordan spotter du et barn der er udsat for seksuelt misbrug??

Enten er barnet ekstrem stille, indadvendt, passer sig selv, har styr på sit skolearbejde, ikke særlig social, har sjældent venner med hjem og virker umiddelbart sød og rar.

Eller også er barnet stik modsat, voldelig, provokerende, har ikke styr på noget som helst, meget grænseoverskridende, mobber ondskabsfuldt, få venner.

Men det kan også være en blanding af det hele. Barnet kan også være usoigneret, ligeglad med sig selv, have nemt til tårer og igen, så er der også mange andre signaler og ovenstående kan også passe på børn, der måske har ADHD, andre diagnoser, eller som mistrives på andre måder.

Det er utrolig svært at spotte og i dag, hvor der er flere og flere børn i klasserne og mindre og mindre voksne, er det bestemt ikke nemt. Men umiddelbart vil jeg mene, at man godt kan spotte hvis et barn mistrives, ændrer karakter, eller på anden måde virker iøjnefaldende. Men husk, det behøver ikke at være på grund af incest, men børn har krav på at voksne ser og hører dem, samt hjælper dem hvis de har det skidt.

Jeg tilbyder gerne at komme på jeres skole og fortælle min historie, for dermed at åbne op for tabuet. Vise at det er okay, at sige det og der er hjælp at hente.

Dog skal børnene have en vis alder, da jeg taler lige ud af posen:)

Jeg kan kontaktes på email: betti_1969@yahoo.dk

Lad os få brudt det tabu og hjælpe de børn der er udsat for seksuelt misbrug til et bedre liv.

Alder er altså bare et tal.......

Det der med alder ikk, det er noget som nogen mennesker går så skide højt op i. For mit vedkommende, er der pludselig ting jeg er for gammel til, ifølge andre..............say what???

Jeg er 42 år, har aldrig haft det bedre med mig selv. Hviler i mig selv, ved hvad jeg vil og ikke vil. Har ikke brug for at have kløerne fremme, tager tingene som de kommer.

Alligevel er der så nogen der mener, at der er grænser for hvad man kan tillade sig, når man nu er SÅ gammel!!! Hvorfor?? Hvor står de regler henne?

Nu er man 42 år, så skal håret klippes kort, tøjet skal være neutralt, helst lidt kedeligt og man bruger ikke slang ord, er tingene modsat, så er det fordi man tror man er og gerne vil være 20 år ????.......Det er nok det sidste jeg har lyst til, puh ha de år var hårde og forvirrende, så nej tak!

Hvorfor sætte begrænsninger for sig selv, på grund af noget så ligegyldigt som alder?? Man kan hvad man vil, uanset alder eller ej!

Det samme med kærlighed. Det går bare ikke at en GAMMEL dame som mig har en yngre kæreste, men var det en mand, var det helt naturligt........igen, hvorfor?? Snakker vi om en på 15 og en på 35, så nej, så er det nok ikke det mest optimale. Men 2 voksne mennesker kan gøre lige præcis hvad de vil og hvis andre synes det er underligt, så er det deres problem!

Jeg har med årene også fået mere mod og mere vilje til at gå efter mine mål. Jeg ved at alt kan lade sig gøre, det er kun mig selv der sætter forhindringerne. Det mod havde jeg ikke som ung, der betød det mest hvad andre tænkte og jeg søgte andres anerkendelse, i stedet for at følge mit hjerte, dumt dumt.

Med alderen bliver man klogere siges der.......det er ikke nødvendigvis rigtigt, men man får i hvert fald mere erfaring og finder ud af at tingene ikke er sorte og hvide. Dermed finder man også mere ro med sig selv og de ting man vil.

Men så er der dem, der stadig lytter til andre og tænker: jeg er også alt for gammel, det går slet ikke!

Alder er jo bare et tal og ja, 42 år er da derop ad, men jeg er altså ikke ved at stille træskoene og satser da på at have mere end halvdelen af mit liv tilbage endnu og jeg glæder mig til fremtiden:)

I mange år, har jeg gået og drømt om mange ting, især fysiske udfordringer, men som jeg aldrig fik gjort fordi jeg var for tyk og ingen selvværd havde. Men jeg er ikke tyk mere og mit selvværd er godt på vej derop ad, så nu skal det dælme være.

Sidste år, startede jeg med at prøve at køre MTB og det var super fedt. I dag har jeg så endelig fået min nye Trek MTB 8000 hjem, for nu skal jeg dælme i skoven og cykle:)))

Jeg er hverken i panikalderen eller prøver at være ung igen. Men nu har jeg modet, overskuddet og selvværdet til at gøre de ting jeg har drømt om, så hvorfor dælen ikke gøre det, alder eller ej!

Målet lige nu er isstjerneløbet i hedeland i januar 2013 og selvfølgelig den lange distance på 42 km.:)

Jeg skal også ud af vandre, starter med en lille tur til Østrig i år og så om ca. 3 år, bliver det en tur på caminoen. Fra Leon til Santiago de Compostella, 300 km. Det er min drøm og mit mål og det skal nok nås:)

Jeg er blevet helt pjattet med at udfordre mig selv fysisk, det giver virkelig et kick og et sus. Man kan virkelig hvad man vil og jeg føler mig så meget i live!

Og jeg vil sige NICE og HERREFEDT, gå i lårkort, have røde negle, gå med makeup, lege, spille, være fjollet, danse, være fuld, lige så meget som det passer mig og i alle de år det lyster mig, basta bum!

Lad aldrig nogen fortælle dig, at du er for gammel til noget som helst, eller hvad du kan tillade dig og bør, det er kun dig selv der sætter grænsen!!

 Mig og min nye cykel

Drømme....

Lever du det liv du drømmer om??

Da jeg var ung, havde jeg mange drømme og planer. Mange af dem var lige som alle andre teenager tøsers, jeg ville være model, skuespiller og sanger. Helst alle 3 på en gang;) Det er jo ikke fordi det er uopnåelige drømme, alt kan jo lade sig gøre, hvis man har viljen og troen på sig selv. Det havde jeg bare ikke;)

Så var der de mere håndgribelige drømme, jeg ville være sygeplejerske, frisør eller arbejde i en tøjbutik. Men jeg havde det svært som teenager og troede ikke jeg duede til noget som helst, så havde ikke modet til at søge nogen af delene. Det hele virkede så svært og uoverskueligt. Samtidig var der jo absolut ingen opbakning hjemmefra, så jeg var helt på egne ben og det var sgu ikke nemt.

Jeg festede det meste af min ungdom op, var en rebel, sked hul i det hele og skolen kunne rende mig. Havde ingen tro på de voksne omkring mig, ingen tro på mig selv og det hele kunne være pisse lige meget.

Så døde min far, det var super hårdt, men gav også en underlig ro..........et problem mindre at tænke på;)........det var mig der fandt min far, der var han stadig i live, men det holdt kun et par dage, så døde han, af en blodprop i hjertet i en alder af 52 år. Et liv med alkohol og piller, havde sat sine spor i ham. Jeg gik voldsomt ned med flaget, forsøgte et halvhjertet selvmord, fik aldrig den hjælp og støtte jeg havde brug for, var virkelig ”palle alene i verden”. Men jeg overlevede og det var der vel en grund til.

Kort tid efter fandt jeg jo ud af at jeg ventede min skønne datter og det blev heldigvis vendepunktet i mit liv, så tak til hende, for at komme snigende ind i mit liv :))

På det tidspunkt var jeg i lære som kontorassistent i et byggemarked i nordsjælland. En hyggelig arbejdsplads, men ikke de store udfordringer.

Min datter blev 3 mdr. gammel alvorlig syg med en meningokoksepsis, en meget alvorlig menigitis. Det var tæt på og det var en hård tid, når man er mutters alene. Men min datter overlevede og det var der nok en grund til;)

Det fik i hvert fald mig til at begynde at tænke over mit liv og hvad jeg ville med det. Jeg droppede min læreplads, da min datter tit var syg og jeg ikke havde noget netværk. Så fulgte en masse småjobs som pædagogmedhjælper og det var bare lige mig. Men uh ha, pædagog, det krævede jo lidt af én og jeg var ikke helt sikker på mine boglige egenskaber, da jeg jo havde drukket folkeskolen væk.

Men jeg greb mine boller, søgte ind og blev optaget, yes!! Sluttede eksamen med 10 i psykologi og var pavestolt:)) Man kan nemlig hvad man vil, hvis bare man tror og stoler på sig selv.

Kort efter fik jeg arbejde som pædagog i på den lokale SFO og kort efter blev jeg afd.leder samme sted. Jeg elskede at være der, det var en skøn tid. Desværre skete der nogen forskellige ting i mit liv, der gjorde at jeg knækkede. Jeg kunne ikke overskue at yde omsorg til andre, mit indre var i kaos og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad fanden der var galt. Var blevet alene med min lille dreng, som viste sig at have en imundefekt, så igen kostede det mange sygedage og uden et netværk, var det svært at passe et job. Forståelsen fra arbejdet var ikke stor, eller jo det var den, men sladderen gik. ”Det var bare fordi jeg ikke gad at arbejde der:((”.........det gjorde ondt, men jeg måtte lukke ørerne og komme videre.

Jeg blev i tvivl om pædagog jobbet nu var det rigtige for mig, så jeg arbejde lidt i bilka og rundt omkring, med ting der ikke havde med omsorg at gøre. Men jeg savnede hurtigt jobbet igen:)

Så arbejde jeg i en børnehave og SFO, 2 forskellige steder. Alle 3 steder med en masse ledelses problemer og det er bare opslidende og ulideligt. Samtidig arbejdede jeg med børn med særlige vanskeligheder (ADHD, udviklingshæmning, samt andre dysfunktioner), samtidig med at min egen søn blev syg med hans colitis og han blev diagnosticeret med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse og igen, uden netværk af nogen art. Så ja, det skulle vel gå galt, så meget super voman var jeg heller ikke:)

Jeg gik hjemme 1 år, hvor jeg havde masser af tid til min søn, tage mig af ham og få ham på ret kurs igen. Men havde også samtidig masser af tid til at pille mig selv dybt i navlen og det er både godt og skidt. Jeg blev faktisk mere deprimeret af at gå hjemme og det blev bare værre og værre.

Jeg havde en dejlig kæreste som forsøgte at hjælpe, men som mænd er flest, hvis de ikke kan løse problemerne, så giver de op og han gav op, hvor det var allerværst og jeg egentlig havde allermest brug for en støtte ved min side. Et råd til andre, der kan ende i sådan en situation: lad være med at tro du kan løse det. Bare vær der, lyt og giv de knus der er brug for. Vis personen at du elsker ham/hende og vær overbærende og forstående. Det er pisse hårdt, for begge parter, men i medgang og modgang skulle kærlighed gerne bestå:)

Jeg ved egentlig ikke hvad der fik mig til at stampe i gulvet og sige stop!! Måske midt i alle tårerne af kærestesorg, hvor det hele føltes så håbløs og ensomt.

Men jeg rejste mig, som jeg havde gjort så mange gange før og jeg rejste mig hårdt! Besluttede mig for at vælge det liv der gør MIG glad!! Ikke et liv der er tilpasset alle andres normer, fordomme og forventninger. Men et liv der er tilpasset mine drømme og planer for fremtiden. Jeg ville alligevel aldrig, på nogen som helst måde, kunne tilfredsstille alle og det er heller ikke mit mål.

Det er mit liv, mig der skal leve det, mig der skal stå til regnskab over for mig selv i sidste ende.

Jeg vil være glad HVER dag, jeg vil føle mig tilfreds med det jeg laver, jeg vil være lykkelig i kraft af mig selv og mit liv! Der vil komme dage, hvor det hele sutter røv og jeg vil tude og grave mig ned. Der vil ske ting i mit liv, der vil såre mig og gøre ondt. Det er ting jeg ikke kan beskytte mig selv i mod, men jeg kan lære hvordan jeg skal tackle den modgang. Jeg vil tvinge mig selv til at huske alle de gode dage, når de dårlige dage banker på. Huske mig selv på, at det altid vender igen.

Der er ingen forhindringer, kun dem jeg sætter for mig selv. „Viljen til at ville - skaber evnen til at kunne.”

Jeg skal ikke sidde på et plejehjem om 40 år og tænke: havde jeg bare.......eller hvis bare!

Nej, livet er lige nu og her! Tro på dig selv og følg dine drømme:) Lad være med at lade andre fortælle dig, hvad du kan og ikke kan. Følg dit hjerte, lyt til det, tag det alvorligt, det lyver sjældent og så brug din mavefornemmelse. Din krop fortæller dig meget mere, end du er villig til at lytte:)

Jeg har lang vej endnu, men jeg er godt på vej og jeg skal nok nå det hele...............hvad med dig?? 

At give slip....

I går var i sandhed en lidt trist dag. Sådan dage vil altid komme og jeg er stadig ikke skide god til at tackle dem og ryger lige tilbage i de gamle vaner. Men heldigvis er jeg god til at hive mig selv op igen, hvilket jeg allerede har gjort og er på vej helt op igen. Men det kostede mig en ædedag og en dag på sofaen med lidt ondt af mig selv. Men det ok, sådan er livet også og det kan ikke være anderledes. Det vigtige er, at man ikke hænger fast, men kommer op og videre :)

I går tog jeg en beslutning om at give slip på en person, som har fyldt og fylder rigtigt meget i mit hjerte. En person som har gjort mig en masse godt, men også temmelig meget skidt. Det er altid svært at give slip, når følelserne stadig er der. Men nogen gange handler det om, at vælge hvad der er godt for en selv og selvom jeg råber højt om at leve i nuet, så findes der også situationer hvor det bare ikke lader sig gøre. Når man f.eks kan se at fremtiden ikke kan lade sig gi´sig på nogen måder. Ikke på grund af dig selv, men på grund af den anden og de forhindringer det medfølger. Jeg vil ikke nøjes og det ville jeg skulle med den her person, så derfor måtte jeg give slip.

At kunne tilgive og give slip er en vigtig, men svær egenskab. Det er altid svært når der er store følelser på spil og det kan være svært at forstå, at man er nødt til at give slip, når nu den her person betyder så meget. Men nogen mennesker kan ødelægge mere end de kan gavne, fordi de anskuer livet helt anderledes end dig selv og det er livet for kort til. 
 

Jeg har også tilgivet og givet slip på mine forældre. Ikke fordi jeg synes det de har gjort var i orden, tværtimod. Men for min egen indre fred.

Min far var den der var nemmest at tilgive, ved ikke om det var fordi han er død eller om det var fordi, at han trods incesten, faktisk havde nogle gode egenskaber. Når han ikke var fuld og uterlig, var han faktisk den dejligste kærlige far. Han fortalte tit at han elskede en og her snakker jeg ikke om i forbindelse med incesten, men bare sådan hverdagsagtigt.

Min far var en sølle stakkel, med en meget trist og barsk opvækst bag sig. Han var alkoholiker og pillemisbruger, men udadtil forsøgte han at få det hele til at se pænt ud. Han var altid velklædt og soigneret, kunne ikke drømme om at sidde på en bænk og drikke øl.

Han kunne ikke finde ud af det med andre mennesker, at have tætte nære relationer. Han var alle sine koner/kærester utro, skiftede damer konstant og grinede bare lidt bøvet af det hele. En umoden ødelagt mand, der hungrede efter kærlighed, men ikke selv formåede at involvere sig. Han havde ingen ansvarsfølelse, forlod os ofte, min mor og os 3 børn, midt om natten, eller når han havde fået løn. Blev væk i flere dage hos forskellige damer og kom først hjem når pengene var brugt. Vi havde ingenting, boede grimt og simpelt. Fik sjældent nyt tøj, legetøj eller lign.

Da min mor og far blev skilt, tog min far oftest min storebror og jeg med på værtshus. Så kunne vi sidde der og glo, sidde på skødet af de forskellige klamme fulde mænd og vente på, han blev så fuld at vi måtte følge ham hjem. Det er sket en gang eller to, at vi måtte ringe efter udpumpning til ham. Falck folkene så vi var der alene med en fuld far, men der var aldrig nogen der gjorde noget. Han var en rigtig lort når han var fuld og når han var ædru angrede han det hele og kunne knap nok se os i øjnene af dårlig samvittighed.

Min mor har jeg haft svært ved at tilgive, det tog rigtig mange år. Måske fordi hun altid bare har benægtet alt, lige fra det mest basale til incesten. Intet ondt er sket i hendes verden og vi har haft en skøn og sorgløs opvækst. Det har så også betydet, at jeg ikke har kunne holde ud at være i stue med hende, eller at se hende. Så jeg har haft trukket mig i mange år og det har gjort mig godt. For 1 år siden begyndte vi at ses igen og for første gang, skrev hun i en mail, at hun var ked af hun ikke havde troet på mig og hun gerne ville undskylde.

Og det var så det;)................siden har der ikke været snakket om det og jeg er nok nået dertil, hvor det er ok. Jeg har fundet fred med mig selv og det skete. Min mor er også en stakkel, med en barsk opvækst bag sig. Ikke at det skal undskylde, men det kan forklare en masse. Hun formår ikke at elske, hun formår faktisk ingenting. De sidste mange år, har hun levet i en depression, med nedrullet gardiner i hendes meget ulækre lejlighed. Hun kan ikke gå mere, så tyk er hun blevet og hendes ben er ødelagt af sår fra diabetes. Hun lever ikke, hun overlever.............Sidst jeg så hende, spurgte jeg hende lige ud, om jeg ikke skulle hjælpe hende med at tage livet af sig selv, for det var jo sådan set det, hun var på vej til, bare langsomt. Men jeg har tilgivet hende og givet slip, hun er min mor af navn, kød og blod, men aldrig af gavn eller til nogen nytte for mig og sådan er det, det bliver ikke anderledes.

Men der ender jeg aldrig! Så derfor har jeg tilgivet og givet slip, så ikke mit hjerte ædes op af bitterhed og had. Så jeg kan komme videre og leve mit eget liv.

Så uanset hvad hjertet siger og hvor meget personer kan betyde, kan man blive nødt til at give slip. Ikke for deres skyld, men for ens egen. Det kan være svært at gennemskue nogen gange, når kærligheden raser i hjertet. Så kæmper og kæmper man, håber og tror, vil så gerne at det lykkedes. Men hvis det er en enemands kamp, er det dømt til at mislykkedes og der er det så, at man bliver nødt til at give slip.

Faldt over det her citat, som jeg virkelig tog til mig:

Livet er en lang rejse

kun to ting er sikkert

man ved ikke, hvornår den slutter

og man kan ikke lave den om

men man kan ændre retning undervejs!

Og det er lige præcis hvad jeg har tænkt mig:)

Få det bedste ud af livet, også selvom jeg skal gå snoede, skæve, ujævne veje. På med de gode sko og derud af. Ikke vente på at livet kommer til dig, men selv gå ud og indtage det!

Hvad er ord........

I en verden hvor alting går så skide stærkt, hvor mange lever et overfladisk og kærlighedsløst liv, vender jeg oftest tilbage til denne sang og historie:

Første gang Chris optræder i american idol

Chris Medina - what are words

Lidt om bagrunden for sangen

Det er hamrende Amerikansk og rørstrømsk, men det rør noget i mig og giver mig håb om at kærligheden overlever alt. Altså den ægte kærlighed, ikke den hurtige forelskelse;)

Desværre har vi oftest så travlt, at vi slet ikke mærker efter helt dybt inden i vores hjerte. Alting skal passe ind i kasser og rammer, analyseres til ukendelighed, så man er ved at brække sig. 

Hvad med bare at give lods, elske, have det sjovt, leve i nuet og lade hjerte og tiden råde over hvor det hele ender??  

Jeg tror på kærligheden og jeg tror på at alt godt nok skal komme til mig. Jeg tør godt at åbne mit hjerte, lukke ind og leve i nuet. Kærlighed skal ikke planlægges eller arrangeres. Enten er den der, eller også er den ikke.

Vi siger så meget lort og crap, det er så dejligt nemt at bruge ord: Men hvad er ord værd, hvis du ikke mener dem, når du siger dem??

I medgang og modgang..................de fleste elsker medgang, men når modgang kommer, stikker de af. Finder en ny person at elske i medgang og når så OGSÅ modgangen kommer der, for det gør den altid, så stikker de af igen. Mærker de mon overhovedet om de elsker, sådan rigtigt med hjertet?

Jeg har også "elsket", uden at mene det oprigtigt. Jeg har også sagt ja til ægteskab, velvidende at det ikke var den rette. Vi blev dog heldigvis aldrig gift;) Men jeg mærkede aldrig efter, hvad jeg egentlig følte. Jeg levede overfladisk og bildte mig selv ind det var kærlighed. Min barndom gjorde nok også, at jeg reelt slet ikke vidste hvad kærlighed var!

Det er først når man oplever oprigtig kærlighed at man ved hvad det vil sige og hvor sjældent det egentlig er at møde.

Bibelen siger det ganske smukt:

1. korinterbrev 13:1 

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden

Hvorfor vil vi så gerne den kærlighed og så alligevel ikk?? Vi vil gerne have kærlighed, men helst ikke ofre for meget på den?? "du får det ud af dit kærlighedsliv, som du er villig til at putte i det"........måske derfor så mange er så ulykkelige, både sammen og hver for sig!

Kærlighed er ikke noget der kan forklares eller forstås, det er en følelse, man føler med sit hjerte. Først når man er villig til at give sig hen, åbne sit hjerte og give ud fra sit hjerte, vil man opleve ægte kærlighed.

Jeg ved godt hvad jeg vil! Jeg vil leve mit liv fuldt ud, elske og elskes. Åbne mit hjerte og lukke ind. Give ud af al min kærlighed og modtage det samme retur. Være i et med den særlige person, i medgang og modgang. Elske hinanden, når det er mindst fortjent, for ingen er perfekte. Ikke lade sig nøjes, eller gå på kompromis med kærligheden. Altid tro på at kærligheden overvinder alt:)) 

Dog skal det jo selvfølgelig være gengældt, man kan ikke tvinge andre til at elske en og man skal også kunne give slip og erkende, når kærligheden ikke er gengældt. Vide at det ikke var dig eller den anden der var noget galt med, men at det bare ikke skulle være jer......

Lyt til teksten i sangen og lyt til dit hjerte, sig de rigtige ord og stå ved dem, når du møder din ægte kærlighed. For hvem ved, måske møder du aldrig noget lignede igen og hvem vil nøjes med kopier;)


p.s og lad os få flere mennesker som Chris Medina.....wauuuuu :)

Bare det var mig...........

Ja, men det kan da være dig! Hvorfor tror du, at det jeg har gjort er umuligt for dig??

Hvorfor tror du, at jeg er noget særligt og du er nul og niks?

Hold op med at tænke så skidt om dig selv, hold op med at hive dig selv ned og hold dog for pokker op med at finde på undskyldninger for, hvorfor det ikke lige skulle kunne lykkedes for dig!

Jeg er hverken værre eller bedre end dig! Jeg er ikke lavet af noget specielt titanium eller er immun over for ydre påvirkninger. Jeg er kød og blod, på lige fod med dig!

Jeg har haft en lorte opvækst med nogle forældre, der gjorde alt forkert. Jeg kom af sted hjemmefra med ingenting! Alt har jeg selv måtte lære, erfare og opnå. Intet af det har været nemt, det har kostet blod og tårer, været en kamp uden lige. Nogen gange har jeg været tæt på at give op, haft perioder med nedture, hvor jeg intet magtede. Men jeg har altid rejst mig og kæmpet videre, for der er vel en mening med at jeg er her!

Det nemmeste i mit liv har været at ligge på min sofa, se fjernsyn, fylde mig med lort og have skide ondt af mig selv. Det var dejligt nemt, uforpligtende, men ikke særlig givtigt. Det svære kom først den dag, jeg valgte at rejse mig op og kæmpe for et ordentligt og værdigt voksenliv. Så blev det dælme svært og hårdt, men jeg ville aldrig have det anderledes. Jeg har ret til et godt liv, jeg har ret til at være lykkelig........men det er ikke andres problem eller ansvar, det er kun mit!

Som barn var det andres ansvar, at sørge for jeg havde det godt og trives, det var ude af mine hænder, jeg måtte stole på de voksne. Desværre havde de ikke ressourcerne til at give mig det, et barn har krav på: betingelsesløs kærlighed, tryghed, omsorg og at få de mest basale behov dækket.

Jeg flyttede hjemmefra som 16 årig, som sagt med ingenting i bagagen, andet end lort. Levede nogle ret vilde kaotiske år, hvor alting var skide ligemeget og jeg bare levede for at leve. Ingen mål, ingen ambitioner.....en masse drømme, men intet håb om at de skulle gå i opfyldelse. En masse tomhed og ensomhed, trods masser af venner omkring mig.

Jeg ville ønske at jeg havde haft et forbillede, en rollemodel jeg kunne se op til, som havde oplevet det samme og som til trods, havde fået et godt liv. Men dengang var incest endnu mere tabu, så det var ikke noget man snakkede om og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med alt det der rodede inden i mig og hvem jeg skulle henvende mig til.

Men ved hjælp af stædighed og en dyb indre tro på, at der måtte findes noget bedre til mig derude, gjorde at jeg fandt vej tilbage til livet.

Hvorfor tro på, at livet kun er den elendighed du befinder dig i lige nu??

Der er så meget mere, du skal bare tro på det, opdage det og kæmpe for det. Så lover jeg dig, at livet bliver det hele værd. Det kan rent faktisk godt lykkedes, det er jeg et klart bevis på:)

Du skal ikke lade dig nøjes, ikke gå på kompromis. Tro på at alt det gode kommer til dig og at du fortjener det fuldt ud! Hvorfor straffe dig selv, for noget andre har gjort mod dig, synes du ikke du har lidt nok??

Det første skridt på vejen er at erkende at du skal have hjælp. Det næste er at turde tale om, hvor svært du egentlig har det. Være åben og ærlig, over for dem du stoler på. Har du ikke rigtig nogen venner, så snak med din læge, det gjorde jeg og det var ikke nemt, men jeg var stædig! Hold fast i, at du har ret til et godt liv, uanset hvad! Hold fast i, at du vil kæmpe og at det ikke bliver nemt, men det bliver det hele værd i sidste ende. Tro på at du godt kan, sig det til dig selv igen og igen. Lav små sedler, hvor du skriver små positive opmuntrende ting til dig selv. Sæt dem alle de steder dine øjne plejer at se, f.eks på spejlet, køleskabet osv.

Selvom du ikke føler det eller du synes det føles umuligt, så sig de positive ord alligevel, om og om igen. Bliv ved, giv ikke op. Når en negativ tanke dukker op, så find en modsat ting at sige. Tving dig selv til hele tiden at tænke positivt, også når der umiddelbart slet ikke er noget positivt!

Glem alt om: Hvis bare.............så ville alting være nemmere!

Livet er lige hvad du tænker og gør det til:))

Så begynd at tænk, at livet faktisk er rigtig dejligt og at DU alene styrer hvad retning det skal gå.

Jeg ved det kan lade sig gøre og jeg tror på DIG!

Rejs dig op, kæmp for et værdigt liv og smil for pokker til dig selv og verden, du er skøn, præcis som du er:)))

Smil for fanden.......

Jeg er glad :)

Ikke bare sådan overflade glad, men sådan rigtig sprudlende glad, helt dybt indeni og jeg er ikke en gang forelsket eller har vundet i lotto:)

Jeg er glad sådan helt af mig selv. Livet er skønt, livet er fantastisk, jeg elsker det virkelig. Jeg hviler i mig selv, tager tingene med et smil og positivt sind. Alt godt kommer til mig, er jeg slet ikke i tvivl om.

Der skal nok komme dage der er grå og triste, hvor alting føles sort og håbløst, det ved jeg godt. Så vil jeg huske tilbage på den følelse jeg har lige nu og at jeg selv er årsag til den følelse og ikke i kraft af andre.

I mine unge dage var jeg også en glad pige, fuld af fis og ballade, meget overfladisk. Festede for vildt, forelskede mig nemt, tog ikke stilling til nogen ting, var bare til.

Jeg var ikke glad indeni dengang, jeg var dybt ulykkelig og trist. Men ved hele tiden at holde mig selv i gang, med fest og farver, mærkede jeg ikke sorgen. Kun når jeg blev for fuld, så kom de store tudeture og jeg krakelerede. Men det var der nu mange af de andre teenage tøser der også gjorde, så det var der ingen der lagde noget i. Jeg havde altid den glade maske på, for jeg lærte hurtigt, at det kunne folk godt lide. Ingen gider en der er trist og ked hele tiden, det er de barske vilkår.

Jeg blev mor som 19 årig. Grundet mit dårlige forhold til min krop, opdagede jeg det først da jeg var i 6 mdr. og fik det af vide hos en gynækolog. Den stakkels mand, han troede jeg vidste det. Så da han sagde jeg var i 24 uge og jeg gloede helt åndssvagt på ham og derefter brød grædende sammen, måtte han hente sin kollega. De var nu så søde, fulgte mig tudende til bussen, jeg skulle til en scanning på Hillerød sygehus, for lige at sikre at jeg nu var så langt henne. Det var den længste bustur i mit liv og jeg stortudede hele vejen, i en propfuld bus. Jeg havde allerede fået lovning på, at jeg kunne få barnet fjernet, trods jeg var så langt henne og i min unge umodne hjerne, tænkte jeg bare: ja tak!

Hvad min unge hjerne heller ikke vidste var, at når man er 24 uger henne, er det et ret stort barn, man har i sin mave. Så jeg tabte fuldstændig underkæben da jeg så min lille pige på scanningen og elskede hende fra det splitsekund og har gjort det siden:)

Mit liv ændrede sig radikalt fra det øjeblik, jeg fandt ud af jeg skulle være mor. Fest og farver blev udskiftet med barnevogn og gåture. Det var en lidt ensom tid. Mange af vennerne faldt fra, jeg kunne jo ikke feste mere og de var helt andre steder i deres liv. Jeg var jo pludselig blevet meget voksen og måske lidt kedelig i deres øjne. Men på mange måder var jeg lykkelig, for jeg havde jo fået noget andet at gå op, så ikke jeg behøvede at mærke smerten indeni mig selv.

Jeg ved godt jeg ikke altid har været verdens bedste mor for hende, men jeg har gjort mit bedste og alt sammen ud af kærlighed og med de forudsætninger jeg nu engang havde. Der var mange ting jeg gerne ville gøre om, men det kan man jo desværre ikke, fortid er fortid.

Og ja lige præcis fortid, var der en der engang sagde til mig: Kig ikke tilbage på fortiden, medmindre du vil bygge videre på den...........

Man kan ikke ændre fortiden, man kan lære af den, samle erfaring og lade være med at gentage de samme fejl. Fortiden har jo gjort mig til den jeg er og jeg er stolt af mig selv og alt det jeg har formået, trods modgang. Jeg ved min storebror ville have været pissestolt af mig og sagt: ”godt gået lillesis”, alt imens han lige gav mig en lammer:)

Men tænk at man kan gå fra selvmordstruet kaotisk ung teenager, med alle odds imod sig, til rent faktisk at blive et ganske fornuftigt voksent menneske:))

Kan fortælle jer at det smitter at være oprigtigt glad og positiv. Har hjulpet på min lillebrors kro i weekenden og der var helt SINDSSYGT travlt og jeg var sat på, som den eneste tjener:/  Jeg har aldrig prøvet at have så travlt, jeg spurtede rundt, servicerede, smilede, hyggesnakkede og gjorde mit allerbedste. Skal lige sige at jeg altså kun har serveret 2 gange før;)

Men jeg nød det. Jeg elsker at have travlt, jeg elsker at snakke med mennesker. Min krop var så smadret til sidst og mit dårlige knæ dunkede helt vildt. Men jeg var glad, rigtig glad:)

Og det blev bemærket;)......fik så meget dejlig ros, det blev skrevet i gæstebogen om den søde betjening (mig). Dagen efter kom en ældre dame ned, med drikkepenge til mig, fordi jeg havde været så sød. Det havde min lillebror sgu aldrig oplevet:)

Så smil til verden og den smiler til dig, den er altså god nok:)

Nogen gange er der måske ikke så meget at smile eller grine af, men så grin af det. Grin af, hvor latterligt det er, at dit liv måske er snotåndssvagt, eller hvor uheldig du er. Det virker altså at smile, man kan nemlig ikke tænke negativt når man smiler.......prøv det:)