Vi må ikk give op.........

Jeg får jævnligt mails i min indbakke, fra folk der gerne vil fortælle mig deres historie, anonymt.

Jeg chokeres over hvor mange, der egentlig har gået det samme igennem som mig og jeg ærgres over, hvor tabubelagt det er, at folk helst ikke vil stå frem, af frygt for omverdens reaktion.

Når jeg spørger ind til hvorfor, er svaret meget ens: "Jeg er bange for andres reaktion, mine børn ved det ikke, min partner ved det ikke, vil ikke være uvenner med min familie, jeg synes det er flovt og pinligt" osv.

Alt sammen handler om hensynet til andre og andres reaktion!! Det er skræmmende! Er det virkelig sådan, at vi dømmer et menneske ud fra deres opvækst/barndom, at vi ikke ville kunne rumme og acceptere hvis en person var åben og ærlig omkring det??

Jeg må ærligt indrømme at jeg er iskold i dag, folk må tænke lige præcis hvad de vil, det rager mig en høstblomst. Jeg er den jeg er, på godt og ondt, med fejl og mangler lige som alle andre og en opvækst/barndom jeg ikke selv har valgt eller været herre over.

Den opvækst betyder jo meget for den person jeg er og man kan sige at jeg i dag, har så meget styr på den, at jeg altså ikke render rundt som et rallende psykisk sygt menneske. Men det tror jeg at mange mennesker tænker, hvis man åbner op for godteposen, at puh ha han/hun er nok noget af en mundfuld, så jeg trækker mig. Det gælder både i venskaber og forhold.

Jeg har nu ikke oplevet at forhold er gået i stykker på grund af min fortid, men jeg har oplevet at min partner meget gerne ville ”redde” mig og løse alle mine problemer. Hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre, da det kun er en selv, der kan løse det. Men man kan som partner var en støttende skulder og et lyttende øre, men lomme psykolog skal man ikke lege;)......og så lade være med at stikke af, fordi man ikke kan løse det hele;)

Der er mange fordomme omkring incest ofre. Det er ødelagte sjæle der ikke kan elske, binde sig eller føle ret meget. De stoler ikke på nogen og de lukker ikke rigtig nogen ind.

Det kan såmænd godt være rigtig, alt efter hvem personen er og hvor han/hun er i sit liv, med hensyn til terapi og bearbejdelse af incesten.

Men det kan også være ganske almindelig mennesker, der har fundet ro med deres fortid, lært at leve med den og bare er som alle andre ”almindelige” mennesker. De kan stadig have deres ups and downs, men det kan alle andre jo også, så intet underligt i det.

Jeg har også oplevet at mange mænd, har været lidt bekymret og haft fordomme omkring det med sex og kvinder der har været udsat for incest. Og nogen kvinder har svært ved sex, nogen er fuldstændig uden grænser og vil have sex hele tiden og andre er lige som alle andre, alt efter hvor langt de er i deres bearbejdelse af fortiden. Men nogen mænd frygter, at de får overskredet nogen grænser, eller at kvinden kun har sex for deres skyld. Der er, som i alt andet, kommunikation super vigtig! Snak, tal, kommuniker alt det i kan. Vær åbne og ærlige, forsøg jer frem og lyt til kroppen, så kan det ikke gå helt glat.

Men for at vende tilbage til det jeg startede med at skrive, så er det ganske forfærdeligt at der findes så mange mennesker der render rundt og lider i stilhed. Ingen at tale med, ingen at støtte sig til og ingen at græde ved! Det er sgu bare ikke i orden......alt sammen fordi de frygter andres reaktion og fordømmelse og stempling af dem, som værende psykisk syge! Jeg skammer mig over, at folk er så uvidende omkring dem der har været udsat for incest. For ja, gu er der masser af følgevirkninger og der skal kæmpes hårdt for at få et normalt liv. Men det er sgu heller ikke nemt at nå dertil mutters alene!

Jeg kan godt mærke at det er super tungt det her og at lysten til at hjælpe mig med at sprede budskabet ikke er så stort som jeg håbede på fra start. Men jeg giver ikke op, jeg tror på det og jeg vil blive ved og ved, indtil jeg bliver hørt!

Vi står med en masse børn, der lige nu er udsat for seksuelt overgreb, lige netop nu, i dette sekund! De skal satme ikke rende rundt og gemme sig, skjule det og dermed få et lorteliv som følge af noget, de absolut ikke selv har valgt!! De skal vide, at det er ok de siger det, at de vil blive hørt, forstået og ikke mindst troet på. At verden ikke går i stykker, at de ikke dør, hvis de fortæller sandheden, men at de tværtimod kan få lettet presset inden i dem selv og stille og roligt finde tilbage til et normalt liv og en strålende fremtid med masser af muligheder.

Så blive ved med at dele min side, bliv ved med at sende rundt, lad os sammen bryde tabuet, jeg kan ikke gøre det alene! Jeg ligger gerne ansigt og historie til, men det kræver at i derude tager det til jer og sender videre!

Jeg tror på det kan lade sig gøre!