Drømme....

Lever du det liv du drømmer om??

Da jeg var ung, havde jeg mange drømme og planer. Mange af dem var lige som alle andre teenager tøsers, jeg ville være model, skuespiller og sanger. Helst alle 3 på en gang;) Det er jo ikke fordi det er uopnåelige drømme, alt kan jo lade sig gøre, hvis man har viljen og troen på sig selv. Det havde jeg bare ikke;)

Så var der de mere håndgribelige drømme, jeg ville være sygeplejerske, frisør eller arbejde i en tøjbutik. Men jeg havde det svært som teenager og troede ikke jeg duede til noget som helst, så havde ikke modet til at søge nogen af delene. Det hele virkede så svært og uoverskueligt. Samtidig var der jo absolut ingen opbakning hjemmefra, så jeg var helt på egne ben og det var sgu ikke nemt.

Jeg festede det meste af min ungdom op, var en rebel, sked hul i det hele og skolen kunne rende mig. Havde ingen tro på de voksne omkring mig, ingen tro på mig selv og det hele kunne være pisse lige meget.

Så døde min far, det var super hårdt, men gav også en underlig ro..........et problem mindre at tænke på;)........det var mig der fandt min far, der var han stadig i live, men det holdt kun et par dage, så døde han, af en blodprop i hjertet i en alder af 52 år. Et liv med alkohol og piller, havde sat sine spor i ham. Jeg gik voldsomt ned med flaget, forsøgte et halvhjertet selvmord, fik aldrig den hjælp og støtte jeg havde brug for, var virkelig ”palle alene i verden”. Men jeg overlevede og det var der vel en grund til.

Kort tid efter fandt jeg jo ud af at jeg ventede min skønne datter og det blev heldigvis vendepunktet i mit liv, så tak til hende, for at komme snigende ind i mit liv :))

På det tidspunkt var jeg i lære som kontorassistent i et byggemarked i nordsjælland. En hyggelig arbejdsplads, men ikke de store udfordringer.

Min datter blev 3 mdr. gammel alvorlig syg med en meningokoksepsis, en meget alvorlig menigitis. Det var tæt på og det var en hård tid, når man er mutters alene. Men min datter overlevede og det var der nok en grund til;)

Det fik i hvert fald mig til at begynde at tænke over mit liv og hvad jeg ville med det. Jeg droppede min læreplads, da min datter tit var syg og jeg ikke havde noget netværk. Så fulgte en masse småjobs som pædagogmedhjælper og det var bare lige mig. Men uh ha, pædagog, det krævede jo lidt af én og jeg var ikke helt sikker på mine boglige egenskaber, da jeg jo havde drukket folkeskolen væk.

Men jeg greb mine boller, søgte ind og blev optaget, yes!! Sluttede eksamen med 10 i psykologi og var pavestolt:)) Man kan nemlig hvad man vil, hvis bare man tror og stoler på sig selv.

Kort efter fik jeg arbejde som pædagog i på den lokale SFO og kort efter blev jeg afd.leder samme sted. Jeg elskede at være der, det var en skøn tid. Desværre skete der nogen forskellige ting i mit liv, der gjorde at jeg knækkede. Jeg kunne ikke overskue at yde omsorg til andre, mit indre var i kaos og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad fanden der var galt. Var blevet alene med min lille dreng, som viste sig at have en imundefekt, så igen kostede det mange sygedage og uden et netværk, var det svært at passe et job. Forståelsen fra arbejdet var ikke stor, eller jo det var den, men sladderen gik. ”Det var bare fordi jeg ikke gad at arbejde der:((”.........det gjorde ondt, men jeg måtte lukke ørerne og komme videre.

Jeg blev i tvivl om pædagog jobbet nu var det rigtige for mig, så jeg arbejde lidt i bilka og rundt omkring, med ting der ikke havde med omsorg at gøre. Men jeg savnede hurtigt jobbet igen:)

Så arbejde jeg i en børnehave og SFO, 2 forskellige steder. Alle 3 steder med en masse ledelses problemer og det er bare opslidende og ulideligt. Samtidig arbejdede jeg med børn med særlige vanskeligheder (ADHD, udviklingshæmning, samt andre dysfunktioner), samtidig med at min egen søn blev syg med hans colitis og han blev diagnosticeret med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse og igen, uden netværk af nogen art. Så ja, det skulle vel gå galt, så meget super voman var jeg heller ikke:)

Jeg gik hjemme 1 år, hvor jeg havde masser af tid til min søn, tage mig af ham og få ham på ret kurs igen. Men havde også samtidig masser af tid til at pille mig selv dybt i navlen og det er både godt og skidt. Jeg blev faktisk mere deprimeret af at gå hjemme og det blev bare værre og værre.

Jeg havde en dejlig kæreste som forsøgte at hjælpe, men som mænd er flest, hvis de ikke kan løse problemerne, så giver de op og han gav op, hvor det var allerværst og jeg egentlig havde allermest brug for en støtte ved min side. Et råd til andre, der kan ende i sådan en situation: lad være med at tro du kan løse det. Bare vær der, lyt og giv de knus der er brug for. Vis personen at du elsker ham/hende og vær overbærende og forstående. Det er pisse hårdt, for begge parter, men i medgang og modgang skulle kærlighed gerne bestå:)

Jeg ved egentlig ikke hvad der fik mig til at stampe i gulvet og sige stop!! Måske midt i alle tårerne af kærestesorg, hvor det hele føltes så håbløs og ensomt.

Men jeg rejste mig, som jeg havde gjort så mange gange før og jeg rejste mig hårdt! Besluttede mig for at vælge det liv der gør MIG glad!! Ikke et liv der er tilpasset alle andres normer, fordomme og forventninger. Men et liv der er tilpasset mine drømme og planer for fremtiden. Jeg ville alligevel aldrig, på nogen som helst måde, kunne tilfredsstille alle og det er heller ikke mit mål.

Det er mit liv, mig der skal leve det, mig der skal stå til regnskab over for mig selv i sidste ende.

Jeg vil være glad HVER dag, jeg vil føle mig tilfreds med det jeg laver, jeg vil være lykkelig i kraft af mig selv og mit liv! Der vil komme dage, hvor det hele sutter røv og jeg vil tude og grave mig ned. Der vil ske ting i mit liv, der vil såre mig og gøre ondt. Det er ting jeg ikke kan beskytte mig selv i mod, men jeg kan lære hvordan jeg skal tackle den modgang. Jeg vil tvinge mig selv til at huske alle de gode dage, når de dårlige dage banker på. Huske mig selv på, at det altid vender igen.

Der er ingen forhindringer, kun dem jeg sætter for mig selv. „Viljen til at ville - skaber evnen til at kunne.”

Jeg skal ikke sidde på et plejehjem om 40 år og tænke: havde jeg bare.......eller hvis bare!

Nej, livet er lige nu og her! Tro på dig selv og følg dine drømme:) Lad være med at lade andre fortælle dig, hvad du kan og ikke kan. Følg dit hjerte, lyt til det, tag det alvorligt, det lyver sjældent og så brug din mavefornemmelse. Din krop fortæller dig meget mere, end du er villig til at lytte:)

Jeg har lang vej endnu, men jeg er godt på vej og jeg skal nok nå det hele...............hvad med dig??