At give slip....

I går var i sandhed en lidt trist dag. Sådan dage vil altid komme og jeg er stadig ikke skide god til at tackle dem og ryger lige tilbage i de gamle vaner. Men heldigvis er jeg god til at hive mig selv op igen, hvilket jeg allerede har gjort og er på vej helt op igen. Men det kostede mig en ædedag og en dag på sofaen med lidt ondt af mig selv. Men det ok, sådan er livet også og det kan ikke være anderledes. Det vigtige er, at man ikke hænger fast, men kommer op og videre :)

I går tog jeg en beslutning om at give slip på en person, som har fyldt og fylder rigtigt meget i mit hjerte. En person som har gjort mig en masse godt, men også temmelig meget skidt. Det er altid svært at give slip, når følelserne stadig er der. Men nogen gange handler det om, at vælge hvad der er godt for en selv og selvom jeg råber højt om at leve i nuet, så findes der også situationer hvor det bare ikke lader sig gøre. Når man f.eks kan se at fremtiden ikke kan lade sig gi´sig på nogen måder. Ikke på grund af dig selv, men på grund af den anden og de forhindringer det medfølger. Jeg vil ikke nøjes og det ville jeg skulle med den her person, så derfor måtte jeg give slip.

At kunne tilgive og give slip er en vigtig, men svær egenskab. Det er altid svært når der er store følelser på spil og det kan være svært at forstå, at man er nødt til at give slip, når nu den her person betyder så meget. Men nogen mennesker kan ødelægge mere end de kan gavne, fordi de anskuer livet helt anderledes end dig selv og det er livet for kort til. 
 

Jeg har også tilgivet og givet slip på mine forældre. Ikke fordi jeg synes det de har gjort var i orden, tværtimod. Men for min egen indre fred.

Min far var den der var nemmest at tilgive, ved ikke om det var fordi han er død eller om det var fordi, at han trods incesten, faktisk havde nogle gode egenskaber. Når han ikke var fuld og uterlig, var han faktisk den dejligste kærlige far. Han fortalte tit at han elskede en og her snakker jeg ikke om i forbindelse med incesten, men bare sådan hverdagsagtigt.

Min far var en sølle stakkel, med en meget trist og barsk opvækst bag sig. Han var alkoholiker og pillemisbruger, men udadtil forsøgte han at få det hele til at se pænt ud. Han var altid velklædt og soigneret, kunne ikke drømme om at sidde på en bænk og drikke øl.

Han kunne ikke finde ud af det med andre mennesker, at have tætte nære relationer. Han var alle sine koner/kærester utro, skiftede damer konstant og grinede bare lidt bøvet af det hele. En umoden ødelagt mand, der hungrede efter kærlighed, men ikke selv formåede at involvere sig. Han havde ingen ansvarsfølelse, forlod os ofte, min mor og os 3 børn, midt om natten, eller når han havde fået løn. Blev væk i flere dage hos forskellige damer og kom først hjem når pengene var brugt. Vi havde ingenting, boede grimt og simpelt. Fik sjældent nyt tøj, legetøj eller lign.

Da min mor og far blev skilt, tog min far oftest min storebror og jeg med på værtshus. Så kunne vi sidde der og glo, sidde på skødet af de forskellige klamme fulde mænd og vente på, han blev så fuld at vi måtte følge ham hjem. Det er sket en gang eller to, at vi måtte ringe efter udpumpning til ham. Falck folkene så vi var der alene med en fuld far, men der var aldrig nogen der gjorde noget. Han var en rigtig lort når han var fuld og når han var ædru angrede han det hele og kunne knap nok se os i øjnene af dårlig samvittighed.

Min mor har jeg haft svært ved at tilgive, det tog rigtig mange år. Måske fordi hun altid bare har benægtet alt, lige fra det mest basale til incesten. Intet ondt er sket i hendes verden og vi har haft en skøn og sorgløs opvækst. Det har så også betydet, at jeg ikke har kunne holde ud at være i stue med hende, eller at se hende. Så jeg har haft trukket mig i mange år og det har gjort mig godt. For 1 år siden begyndte vi at ses igen og for første gang, skrev hun i en mail, at hun var ked af hun ikke havde troet på mig og hun gerne ville undskylde.

Og det var så det;)................siden har der ikke været snakket om det og jeg er nok nået dertil, hvor det er ok. Jeg har fundet fred med mig selv og det skete. Min mor er også en stakkel, med en barsk opvækst bag sig. Ikke at det skal undskylde, men det kan forklare en masse. Hun formår ikke at elske, hun formår faktisk ingenting. De sidste mange år, har hun levet i en depression, med nedrullet gardiner i hendes meget ulækre lejlighed. Hun kan ikke gå mere, så tyk er hun blevet og hendes ben er ødelagt af sår fra diabetes. Hun lever ikke, hun overlever.............Sidst jeg så hende, spurgte jeg hende lige ud, om jeg ikke skulle hjælpe hende med at tage livet af sig selv, for det var jo sådan set det, hun var på vej til, bare langsomt. Men jeg har tilgivet hende og givet slip, hun er min mor af navn, kød og blod, men aldrig af gavn eller til nogen nytte for mig og sådan er det, det bliver ikke anderledes.

Men der ender jeg aldrig! Så derfor har jeg tilgivet og givet slip, så ikke mit hjerte ædes op af bitterhed og had. Så jeg kan komme videre og leve mit eget liv.

Så uanset hvad hjertet siger og hvor meget personer kan betyde, kan man blive nødt til at give slip. Ikke for deres skyld, men for ens egen. Det kan være svært at gennemskue nogen gange, når kærligheden raser i hjertet. Så kæmper og kæmper man, håber og tror, vil så gerne at det lykkedes. Men hvis det er en enemands kamp, er det dømt til at mislykkedes og der er det så, at man bliver nødt til at give slip.

Faldt over det her citat, som jeg virkelig tog til mig:

Livet er en lang rejse

kun to ting er sikkert

man ved ikke, hvornår den slutter

og man kan ikke lave den om

men man kan ændre retning undervejs!

Og det er lige præcis hvad jeg har tænkt mig:)

Få det bedste ud af livet, også selvom jeg skal gå snoede, skæve, ujævne veje. På med de gode sko og derud af. Ikke vente på at livet kommer til dig, men selv gå ud og indtage det!