bagrund

Sidevisninger i alt

mandag den 19. marts 2012

Binge eating disorder......


Overspisning, også kaldet ”binge eating disorder (BED)” er lidt en overset spiseforstyrrelse.
Det var det, man før hen kaldte trøstespisning og at det kunne personen jo bare lade være med.

I dag ved man heldigvis godt, at det er meget mere kompleks end som så. Det handler ikke om at man er en ekstrem slikmund, eller meget glad for mad. Det handler slet og ret om, at man har en masse undertrykte følelser, som man dulmer ved hjælp af overspisning.

Jeg lærte allerede som barn, at en fyldt mave, var lig med noget der var trygt og rart. Jo mere fyldt, jo bedre havde jeg det. Det var det tætteste på kærlighed jeg kunne komme og give mig selv. Når livet var svært og gjorde ondt, så hjalp det for en kort stund, at proppe sin mave og føle den over mæthed, som var så skøn og tryg.

Som voksen tog det helt overhånd. Oftest kørte jeg på Mc Donald og bestilte menuer til en hel familie, selvom der kun var mig. Derefter is, slik og chips. Følelsen var skøn og genkendelig, jeg gav mig selv kærlighed og fortrængte alle de dårlige følelser.
Desværre forværrede det jo så ofte min følelsesmæssige elendighed, fordi jeg jo fik mega dårlig samvittighed, da mad rusen havde lagt sig. Hvad gør man så?? Ja, så æder man da bare igen;)

Sundhedsstyrelsen siger om overspisning:

”BED forekommer hos ca. 2% af den voksne befolkning, hvor mænd udgør 1/3 af patienterne. Blandt overvægtige forekommer BED hos ca. 8%. Blandt de personer, der opsøger behandling for overvægt er forekomsten af BED meget højere, måske op til 15%17.
BED defineres som gentagne episoder med tvangs-mæssige overspisninger (binges) uden opkastninger eller andre former for umiddelbar og uhensigtsmæssig kompensatorisk adfærd. BED er relateret til højt BMI, selvom ikke alle med BED er overvægtige.
BED er klart forbundet med psyko-patologiske tilstande, især lavt selvværd, depression og angst. Patienterne forsøger oftest at bekæmpe overvægten i mange år, før de søger behandling. Spisemønsteret er kaotisk, og de ønsker normalvægt, men har ikke urealistiske ønsker om at blive tynde som fx anorektikere.” Kilde: sundhedsstyrelsen.

Det er faktisk en rigtig god, kort beskrivelse af sygdommen.

Folk med BED, kan ikke bare tage sig sammen og spise sundt. Det er så dybtliggende følelsesmæssigt, at man ikke kommer uden om terapi først. Det hjælper ikke at starte på en kur, man vil aldrig kunne holde den, uden terapi i baghånden. Det er narkomani af mad og kan ikke sammenlignes med overvægtige, der er livsnydere og spiser hvad der passer dem, fordi det har de valgt. En person med BED, har ikke selv valgt det og kan heller ikke selv vælge det fra!

Jeg er ikke helbredt og bliver det måske heller aldrig. Men jeg har efterhånden lært at styre min overspisning og finde andre løsninger på de følelser der gør ondt. Men jeg kan sagtens stadig falde i og spise en hel ugeløn op, på et splitsekund. Men det styrer ikke længere og jeg er fuldt ud opmærksom på, hvad det er der sker. Og nogen gange er det sgu bare ok, at falde i, det går verden ikke under af.

Et af mine mål med bloggen, er at få mere fokus på BED, så dem der lider under det, kan få den rette hjælp. Plus at det er yderst vigtigt at omverden forstår, at man ikke BARE kan tage sig sammen!









Ingen kommentarer:

Send en kommentar